Michelin-kokken Rasmus Munk og finansmanden Lars Seier Christensen er bagmændene bag projektet JunkFood, som hver dag sikrer et varmt måltid til alle de mange gadefolk i København. På Vesterbro i København er der omkring 500-600 gadefolk døgnet rundt. Hver dag leverer JunkFood mere end 300 måltider til gadens folk i København. Det er siden marts 2020 blevet til langt over 150.000 måltider.
Torsdag den 9. december 2021 var vi med i køkkenet hos JunkFood, da måltiderne blev produceret, og goodiebags med slik og juice blev pakket. Denne dag står menuen på en næringsrig udgave af fish and chips.
– Vi takker Martinsen, der har sponseret en hel dagsproduktion af vores måltidsproduktion, og dermed har sørget for over trehundrede af gadens folk får et dejligt varmt måltid i dag, siger daglig leder af JunkFood, Jeanette Duus.