Elafgiften bliver genindført

I første halvår af 2023 har elafgiften midlertidigt været suspenderet som følge af de stigende energipriser og sidste års aftale om vinterhjælp.

Med virkning fra den 1. juli 2023 skal der igen betales normal elafgift. Den vil være på 69,70 øre per kWh.

Momsregistrerede virksomheder har ret til godtgørelse af elafgift i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for momsen af elektriciteten. Dette gælder også anvendelse af elektricitet til opvarmning, varmt vand og aircondition. Den eneste betingelse er, at elektriciteten skal forbruges af virksomheden.

Elafgiften godtgøres med 69,30 øre per kWh.

 

Liberale erhverv

De såkaldte liberale erhverv har indtil den 1. januar 2023 kun været berettiget til godtgørelse af elafgift af elektricitet til opvarmning, varmt vand og aircondition, og kun såfremt der blev foretages måling af elforbruget til dette.

Med virkning fra den 1. januar 2023 har de liberale erhverv været berettiget til at få godtgjort elafgift af elektricitet efter de samme regler som alle andre momsregistrerede virksomheder.

De erhverv, der hidtil har været afskåret fra at få godtgørelse af deres fulde forbrug, omfatter:

  • Advokater
  • Arkitekter
  • Bureauer, herunder teater- og biografforestillinger
  • Landinspektører
  • Mæglere
  • Reklamevirksomheder
  • Revisorer
  • Rådgivende ingeniører

Når elafgiften genindføres, kan de liberale erhverv således få elafgiften godtgjort i samme omfang, som de har fradragsret for momsen af elektriciteten.

Læs mere om nye muligheder for lavere elafgift

Vi står klar til at hjælpe dig

Send os en mail, giv os et kald eller kig forbi til en snak om din virksomheds behandling af energiafgifter.

Det gode råd gør en forskel.

Kontakt os her