Fortsat høj beskatning i Danmark
Selvom de værste tidsler i beskatningen af selskabers aktieinvesteringer hermed er fjernet, har Danmark fortsat en meget høj marginalbeskatning på børsnoterede aktieinvesteringer. Udover selskabsbeskatningen på pt. 22 % bliver der betalt skat, når selskabet udlodder udbytte til personlige ejere på op til 42 % af resten.
Den samlede skat på 54,76 % svarer derfor til skatten af personlig indkomst beskattet med topskat. Hvis du ønsker en lavere skat, bør du overveje at eje børsnoterede aktier personligt.
Initiativer til fremme af investeringslysten
Blandt de øvrige initiativer, som Regeringen har iværksat for at fremme investeringslysten, og som Folketinget nu har vedtaget, er en forhøjelse af progressionsgrænsen for aktieindkomst fra 61.000 kr. til 80.000 kr. (2024-niveau).
Forhøjelsen af bundgrænsen sker løbende over de kommende 2 år 2026 og 2027. For ægtefæller bliver progressionsgrænsen for beskatning af aktieindkomst i 2027 således 160.000 kr. om året (2024-niveau).
Loftet for indskud på en aktiesparekonto stiger til 166.200 kr. fra og med 2025.
Selskabers årlige bundgrænse for fuldt ud at kunne fradrage fremført underskud stiger fra 9,5 mio. kr. til 20 mio. kr. fra og med indkomståret 2025.
Der er indført friere rammer for investering af pensionsmidler i unoterede aktier. Således kan der fra og med 2025 investeres op til 25 % (mod tidligere 20 %) af depotværdien i unoterede aktier op til en samlet depotværdi på 2 mio. kroner. Reglerne om, at grænsen udgør 50 % for den del af værdien af depotet, som ligger mellem 2 og 4 mio. kroner, og 75 % for den del, som overstiger 4 mio. kroner, udgår. Disse grænser gælder derfor ikke mere.
Det betyder, at der for depotværdier over 2 mio. kroner ikke længere er nogen grænse for, hvor stor en andel, du kan investere i unoterede aktier. Grænserne gælder på hvert investeringstidspunkt.
Minimumsinvesteringen er reduceret fra 100.000 kroner til 50.000 kroner.
Kilde: Facit, februar 2025