Nye regler skal gøre e-fakturering lettere for virksomheder
E-fakturering bliver lettere tilgængelig for flere virksomheder. Nye regler skal gøre det enklere at sende og modtage fakturaer digitalt – med mindre manuel administration og bedre mulighed for automatisering. Se, hvad det betyder for din virksomhed.
En ny bekendtgørelse gør e-fakturering mere udbredt blandt danske virksomheder. Virksomheder, der bruger et registreret digitalt bogføringssystem, bliver som udgangspunkt automatisk tilmeldt e-fakturering.
For de fleste virksomheder betyder det ikke flere krav eller mere administration. Tværtimod gør ordningen det lettere at sende og modtage fakturaer digitalt direkte mellem virksomhedernes systemer.
Hvad betyder det i praksis?
En e-faktura går direkte fra afsenderens system til modtagerens bogføringssystem i et struktureret elektronisk format. Det adskiller sig fra en pdf-faktura, som du sender på mail.
Systemerne behandler flere oplysninger automatisk. Det reducerer behovet for manuel indtastning, mindsker risikoen for fejl og gør den daglige fakturahåndtering mere effektiv.
Udbyderne af registrerede digitale bogføringssystemer hjælper virksomhederne med at blive tilmeldt e-fakturering. Registrerede bogføringssystemer er allerede klar til at håndtere e-fakturering. Som udgangspunkt sker tilmeldingen automatisk, men virksomheden kan vælge den fra.
Se listen over registrerede bogføringssystemer
Du behøver ikke kun bruge e-faktura
Den nye ordning betyder ikke, at alle fakturaer skal sendes som e-faktura. Du kan fortsat aftale andre fakturaformer med kunder og leverandører. Ændringen gør først og fremmest e-fakturering lettere tilgængelig for flere virksomheder.
Registrerede bogføringssystemer kan allerede håndtere e-fakturaer. Derfor kan din virksomhed også gå i gang nu, hvis I vil udnytte mulighederne for mere automatisering.
Se på dine fakturaprocesser nu
Den automatiske tilmelding giver en god anledning til at se på, hvordan du i din virksomhed håndterer fakturaer i dag.
- Hvor meget håndterer du manuelt?
- Kan du sende og modtage flere fakturaer direkte gennem bogføringssystemet?
- Og kan du bruge mindre tid på registrering og kontrol?
For dig kan e-fakturering være et naturligt næste skridt i den digitale bogføring. Gevinsten er ikke flere systemer eller mere administration, men en enklere hverdag, hvor flere rutiner kører automatisk, og du bruger mindre tid på manuel håndtering i din økonomiadministration.
Vi står klar til at hjælpe
Skriv en mail eller giv os et kald, hvis du har spørgsmål til e-fakturering, digital bogføring eller betydningen for din virksomhed.
Vi ved et godt råd gør en forskel.