Bæredygtighedsrapportering er ikke længere kun for de største virksomheder. Den nye frivillige VSME-standard giver SMV’er en enkel og struktureret ramme til at tage de første skridt ind i ESG-rapporteringens verden.
Vi guider dig her gennem de vigtigste overvejelser og trin, så din virksomhed kan komme godt fra start.
Anvend VSME som rapporteringsramme
VSME (voluntary reporting standard for SMEs) er designet specifikt til SMV’er med fokus på at skabe en struktureret og skalerbar ramme for bæredygtighedsrapportering.
Standarden består af 2 moduler; basismodulet og det udvidede modul.
Tanken er, at virksomheder først arbejder med basismodulet, hvorefter de tager hul på det udvidede modul. Basismodulet omfatter informationer om virksomhedens forretningsmodel, bæredygtighedsinitiativer, politikker og strategi, og indeholder 9 oplysningspunkter inden for miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold:
- Energi og CO2
- Forurening af luft, vand og jord
- Biodiversitet
- Vand
- Ressourceforbrug, cirkulær økonomi og affaldshåndtering
- Arbejdsstyrke
- Sundhed og sikkerhed
- Løn, kollektive forhandlinger og uddannelse
- Domme og bøder for korruption og bestikkelse.
Det udvidede modul indeholder yderligere 7 oplysningspunkter:
- Indtægter fra visse sektorer og udelukkelse fra EU-reference dimensioner
- Kønsmæssig diversitetsratio i ledelsesorganet
- Mål for reduktion af drivhusgasser og klimaomstilling
- Klimarisici
- Arbejdsstyrke – yderligere karakteristika
- Menneskerettighedspolitikker og -processer
- Alvorlige negative hændelser relateret til menneskerettigheder.
Hen over året har der været ændringer i VSME-standarden, herunder ændringer fra 3 til 2 moduler og fjernelse af dobbelt væsentlighedsvurdering med stakeholder involvering.
Den endelige version af VSME-standarden forventes godkendt af EU i januar 2025, men Erhvervsstyrelsen anbefaler, at virksomheder allerede nu retter blikket mod rapporteringsstandarden.