Efteråret burde være højsæson for de første trin i CSRD-rapporteringen for store C-virksomheder, da ca. 2.500 danske virksomheder skal rapportere efter de nye regler fra kommende regnskabsår.
Mange virksomheder er allerede godt i gang, men forberedelserne er foregået i et noget roligere tempo, end man kunne forvente.
Det kan måske hænge sammen med, at de nye krav til CSRD-rapportering stadig føles overvældende, men de virksomheder, der investerer tidligt i processen, står stærkt i forhold til at opnå langt mere end blot at overholde lovgivningen.
CSRD er et fælles projekt
En vigtig pointe i CSRD-processen er, at det kræver engagement fra alle hjørner af din virksomhed. Det kan være fristende at betragte det som en opgave, der kan klares af en enkelt afdeling eller medarbejder, men CSRD er en holdsport, hvor stort set alle forretningsområder skal bidrage.
Ved at samle kræfterne kan organisationen sikre de nødvendige indsigter og præcise data, der gør rapporteringen pålidelig og værdifuld – både for virksomheden selv og for dens interessenter.
Ledelsens aktive engagement er her en central faktor for succes; når topledelsen signalerer vigtigheden af CSRD, skaber det en klar fælles retning og bevidsthed om, at opgaven kræver en bred indsats på tværs af din organisation.
Tid og ressourcer som en strategisk investering
Selvom CSRD-rapporteringen kræver tid og ressourcer, er det en investering, som betaler sig i længden.
Det kan måske virke tillokkende at udskyde eller forenkle rapporteringen. Erfaring viser dog, at en grundig tilgang – herunder både udarbejdelse af DMA (dobbelt væsentlighedsanalyse) og GAP-analyse – kan spare virksomheden både tid og kompleksitet senere i processen.
Når opgaven løftes af et team fremfor en enkelt medarbejder, sikrer du høj kvalitet og dokumentation, der gør det lettere for revisor at godkende rapporteringen. Det skaber tillid og giver både intern og ekstern ro, da du reducerer risikoen for mangler i dokumentationen, som ellers kunne føre til udfordringer ved revisionen.
Efter DMA’ens gennemførelse følger næste skridt i processen, som er dataindsamling. CSRD-rapporteringen kræver et omfattende datagrundlag hentet både internt og fra eksterne samarbejdspartnere. Ved at prioritere systematisering for og automatisering af dataindsamling allerede nu, kan virksomheder sikre, at rapporteringen bliver en kontinuerlig og konsistent proces år efter år.
Automatisering af dataindsamlingen er en investering i effektivitet og kvalitet, som både gavner virksomheden og gør revisorens arbejde lettere, når rapporteringen skal gennemgås og godkendes.