I mange mindre virksomheder ligger en stor del af den vigtige viden hos ejeren. Du kender kunderne, ved, hvorfor indtjeningen svinger, og har styr på aftalerne med leverandørerne. Men kan en køber få det samme overblik, når du ikke længere sidder for bordenden?

Salgsmodning handler om at gøre virksomheden mere attraktiv og lettere at overtage for en kommende køber. Det kræver ofte tid, og derfor bør arbejdet begynde, før virksomheden sættes til salg.

Salgsforberedelse handler blandt andet om at gøre den viden tilgængelig og få afklaret de forhold, der kan skabe usikkerhed undervejs.

 

Hvad vil køberen undersøge?

Inden en handel bliver gennemført, vil køberen typisk gennemgå virksomhedens økonomiske, juridiske og forretningsmæssige forhold. Det kaldes due diligence og skal hjælpe køberen med at forstå, hvad der købes, og hvilke risici der følger med.

For din SMV kan det være helt konkrete spørgsmål:

  • Kan indtjeningen fortsætte?
  • Er de vigtigste kundeaftaler på skrift?
  • Og hvem ejer egentlig de aktiver og rettigheder, som virksomheden bruger?

Manglende dokumentation kan give flere spørgsmål, forsinke processen og føre til en lavere pris. Derfor er det en fordel selv at gennemgå materialet, før køberen gør det.

 

Du skal kunne forklare regnskaberne

Start med de seneste års årsrapporter, en opdateret balance og den løbende økonomirapportering. Bogføringen bør være ajourført, væsentlige poster afstemt, og udviklingen i omsætning og resultat skal du kunne forklare.

Køberen vil interessere sig for, hvilken indtjening din virksomhed kan skabe fremover. Har dit resultat været påvirket af en engangsudgift, en usædvanlig stor ordre eller din (ejerens) løn, bør du kunne dokumentere det.

Arbejder du eksempelvis selv i virksomheden, skal køberen forholde sig til, hvad det vil koste at få opgaverne løst efter salget. Det kan påvirke vurderingen af den fremtidige indtjening.

Saml også budgetter med tydelige forudsætninger og overblik over gæld, likviditet og væsentlige skatte- og momsforhold.

 

Nøgletallene skal vise hvordan virksomheden tjener penge

Årsrapporten fortæller ikke nødvendigvis hele historien. Køberen kan også have brug for at se:

  • omsætning og indtjening fordelt på produkter, ydelser eller kundegrupper
  • hvor stor en del af omsætningen de største kunder står for
  • udviklingen i ordrebeholdning og tilbagevendende indtægter
  • hvor mange penge der er bundet i lager og tilgodehavender.

Brug ensartede opgørelser, som kan afstemmes til regnskaberne. Hvis én kunde står for en stor del af omsætningen, bør du kunne forklare relationen og vise, hvilke aftaler, der understøtter den.

13 tips til, hvordan du salgsmodner din virksomhed

Få adgang til vores e-bog med 13 tips til, hvordan din virksomhed bliver salgsklar.

Hent e-bog

Salgsmodning begynder før salgsprocessen

For en mindre virksomhed kan salgsmodning bestå i at skabe en mere stabil indtjening, reducere afhængigheden af enkelte kunder og sikre, at virksomhedens vigtigste viden ikke alene ligger hos ejeren. Det kan også handle om at få kontrakter på skrift, rydde op i ejerstrukturen og etablere en økonomirapportering, der tydeligt viser, hvordan virksomheden tjener sine penge.

Du bør også gennemgå arbejdskapitalen som en del af salgsmodningen. Et stort varelager, gamle tilgodehavender eller lange kredittider til kunder binder likviditet. Ved at nedbringe ukurante varer, følge systematisk op på debitorer og tilpasse betalingsbetingelserne kan din virksomhed frigøre likviditet og skabe en mere effektiv drift, og dermed en højere salgspris.

En veltilrettelagt salgsmodning kan dermed både styrke indtjeningen, frigøre likviditet og gøre din virksomheds økonomi lettere for en køber at vurdere. Samtidig får du en bedre drevet virksomhed, også hvis salget først bliver aktuelt på et senere tidspunkt.

 

Få de vigtigste kontrakter på plads

Saml gældende aftaler med kunder, leverandører og medarbejdere samt leje-, leasing- og låneaftaler. Kontrollér, at aftalerne er underskrevet, og at tillæg og ændringer er med.

Gennemgå især opsigelsesvarsler, bindingsperioder og bestemmelser om ejerskifte eller overdragelse. En vigtig kontrakt kan eksempelvis kræve modpartens samtykke ved et ejerskifte. Det bør afklares tidligt.

Har et langvarigt samarbejde alene bygget på mundtlige aftaler, kan det være relevant at få vilkårene skrevet ned. Køberen skal kunne vurdere, om samarbejdet kan fortsætte efter salget.

 

Skab klarhed over ejerstruktur og hvad du skal sælge

Sørg for et opdateret overblik over ejere, selskaber og ejerandele. Hav ejerbog, vedtægter og eventuelle ejeraftaler klar.

Det bør også være tydeligt, hvad der skal indgå i handlen. Ligger ejendomme i et andet selskab? Er varemærket registreret i dit eget navn? Eller har virksomheden lån og andre mellemværender med dig som ejer?

Sådanne forhold bør gennemgås med rådgiverne i god tid, så den ønskede handel hænger sammen med virksomhedens struktur.

 

Saml dokumentationen og tag hånd om manglerne

Opret en overskuelig digital dokumentmappe, som senere kan danne grundlag for et salg. Fordel materialet på eksempelvis økonomi, kontrakter, medarbejdere og selskabsforhold, og udpeg en ansvarlig for at holde det opdateret.

Registrér også mangler og uafklarede forhold. Det kan være en kundetvist, en manglende aftale eller usikkerhed om lagerets værdi. Få forholdene undersøgt, og beskriv, hvordan de håndteres.

Overvej samtidig, om andre kan overtage dine vigtigste opgaver og kunderelationer. En virksomhed, der kan fungere uden ejerens daglige tilstedeværelse, kan være lettere for en køber at overtage.

Vi hjælper dig med at blive klar til et salg

Du behøver ikke have besluttet dig for at sælge for at gå i gang. Start med at få overblik over, hvad der allerede er på plads, og hvad der kræver arbejde.

Overvejer du et virksomhedssalg? Giv os et kald eller skriv en mail. Vi hjælper dig med at gennemgå økonomien og prioritere salgsforberedelsen, så du står bedre rustet, når en køber melder sig.

Et godt råd gør en forskel.

Kontakt os