Midlertidigt investeringsvindue for driftsmidler
I en periode vil der blive givet forhøjet fradrag for investeringer i maskiner og inventar. Her vil der kunne foretages skattemæssige afskrivninger på et beløb svarende til 116 % af kostprisen.
Det gælder for fabriksnye anskaffelser i perioden 23. november 2020 til 31. december 2022. Reglen vil gælde for vare- og lastvogne, men ikke for personbiler, og ikke for maskiner, der drives af fossile brændsler, samt skibe.
Det forhøjede afskrivningsgrundlag vil give virksomheden en skattebesparelse på lige godt 3.500 kr. for hver 100.000 kr., der investeres. Besparelsen fordeles dog over mere end ti år, da afskrivningen sker efter saldometoden.
Beløbsgrænsen for småaktiver
Beløbsgrænsen for straksafskrivning af udgifter til såkaldte småanskaffelser hæves permanent fra 14.100 kr. til 30.000 kr.
Denne ændring gælder for anskaffelser, som er foretaget den 23. november 2020 og senere.
Forhøjelsen af beløbsgrænsen giver ikke en skattebesparelse, men alene en fremrykning af likviditeten (rentebesparelse), idet straksafskrivning blot træder i stedet for en saldoafskrivning.