For at hjælpe særligt de små og mellemstore danske eksportvirksomheder, som ofte er mere sårbare end de større virksomheder, opretter regeringen en ny likviditetskaution i EKF.
Den skal bane vejen for nye lån for 1,25 milliarder kroner, hvilket forventes at hjælpe ca. 250 små og mellemstore danske virksomheder med deres eksportaktiviteter.
Enkel og bedre risikodækning
Likviditetskautionen er en garanti, der betyder at EKF dækker en betydelig andel af bankens eventuelle tab på nye lån, der går til at sikre, at eksportvirksomhederne har penge til at holde hjulene i gang.
Til forskel fra eksisterende kautionsordninger i EKF vil likviditetskautionen give en enklere og bedre risikodækning.
Det betyder, at bankernes risiko ved at låne penge ud er mindre, og at de dermed lettere kan hjælpe de små og mellemstore virksomheder med lån, så der igen er penge i kassen. Der er afsat en tabsramme på 100 mio. kr. til ordningen.
Ordningen vil skulle godkendes af EU-kommissionen.