Fra årsskiftet bliver det muligt at knytte moms fra en købsfaktura til den periode, hvor fakturaen bogføres, i stedet for den periode, hvor fakturaen er dateret. Ændringen får betydelig indflydelse på behandlingen af fakturaer modtaget omkring månedsskiftet.
Efter de gældende regler skal indgående moms som udgangspunkt henføres til den momsperiode, hvor købsfakturaen er dateret, hvilket normalt svarer til den periode, hvor varer eller ydelser er leveret.
Ofte kan der dog gå flere dage eller uger fra modtagelsen af en faktura, til den bogføres, da den først skal godkendes. Dette kan resultere i, at fakturaen ender med at blive bogført i en senere momsperiode, end den blev modtaget i. Den potentielle økonomiske ulempe ved et forsinket momsfradrag opvejes som regel af fordelene ved at sikre, at fakturaen er korrekt, før den bogføres.
Tidligere blev dette sjældent betragtet som en fejl af Skattestyrelsen, men med indførelsen af nye regler sidste år, der pålægger renter ved korrektion af tidligere momsangivelser, er der kommet øget fokus på periodiseringsfejl. Vi ser nu, at Skattestyrelsen i højere grad kræver efterangivelser, hvis en købsfaktura er bogført i en senere periode end modtagelsen.
Konsekvenser ved flytning af moms kan resultere i ikke-fradragsberettiget rente
Når en virksomheds købsmoms flyttes tilbage i tid, medfører det, at virksomheden skal betale renter af momsbeløbet for det år, hvor momsfradraget flyttes fra. Samtidig vil virksomheden ikke kunne opnå rentegodtgørelse for det tilsvarende beløb, som nedsætter momsen i en tidligere periode.
For en virksomhed med månedsafregning kan en flytning af et momsfradrag på fx 200.000 kr. fra januar 2023 til december 2022 resultere i en ikke-fradragsberettiget rente på omkring 17.500 kr. ved en korrektion i september 2024.
Ny lovgivning fra 1. januar 2025
Skatteministeriet har for nylig sendt et lovforslag i høring, der skal løse problemet med asymmetri i rentereglerne. Det er hensigten, at skatteministeren ved bekendtgørelse vil fastsætte, at der kan ske bogføring i momsregnskabet samtidig med, at der sker bogføring i forretningsregnskabet, hvorved virksomheder undgår en renteudgift.
Ifølge lovforslaget vil denne bemyndigelse blive brugt til at ændre momsbekendtgørelsen, så virksomheder kan foretage fradrag for købsmoms i momsopgørelsen samtidig med bogføringen af købet, så længe bogføringen sker inden betalingen af fakturaen. Dette krav vurderes ikke at være problematisk, da det sjældent forekommer, at en faktura betales før bogføring.
Vi forventer, at den nye regel træder i kraft den 1. januar 2025. For perioder før denne dato vil Skattestyrelsen fortsat kunne kræve korrektion af periodiseringsfejl, hvilket kan medføre renter for din virksomhed. Vi forventer dog, at Skattestyrelsen vil vise tilbageholdenhed med at kræve sådanne korrektioner.