Når en virksomhed udlåner eller på tilsvarende vis stiller medarbejdere til rådighed for en anden virksomhed. Typisk i koncernforhold har den udlånende virksomhed som udgangspunkt pligt til at afregne udgående moms.

I nogle tilfælde er det muligt for den udlånende virksomhed at rette op på en eventuel manglende momsafregning. Mens det i andre tilfælde kan medføre betydelige økonomiske konsekvenser.

 

Der er forskel på mulighederne – er låntager momspligtig eller ej?

I praksis forekommer det ofte, at medarbejdere ansat i en virksomhed udfører arbejde i andre koncernforbundne virksomheder.

Dette kan ske mod decideret betaling for det konkrete arbejde eller ved hel eller delvis refusion af løn, eventuelt blot ført via en mellemregningskonto. Ofte er der ikke udstedt nogen fakturaer for det pågældende arbejde. Uanset om der sker betaling eller lønrefusion, vil der opstå pligt til afregning af udgående moms hos den virksomhed, der stiller medarbejderne til rådighed.

Dette gælder også, selv om der ikke er udstedt fakturaer, og selv om der ikke er opnået nogen avance.

Når begge virksomheder driver momspligtig virksomhed, giver en sådan tilrådighedsstillelse af medarbejdere ikke anledning til momsmæssige problemer. Den ene virksomhed afregner den udgående moms til Skattestyrelsen, mens den anden virksomhed får momsen refunderet som indgående moms.

 

Sådan løser du (oftest) problemet med begrænset eller ingen ret til momsfradrag

Hvis tilrådighedsstillelsen af medarbejdere derimod sker til en virksomhed med begrænset eller ingen ret til momsfradrag, opstår det problem, at den udgående moms skal afregnes fuldt ud. Mens den indgående moms ikke kan refunderes fuldt ud.

Problemet med begrænset eller ingen ret til momsfradrag kan i mange tilfælde løses ved:

  • en fællesregistrering for moms eller
  • en hel eller delvis overførsel af ansættelsesforholdet

Ved en fællesregistrering for moms skal der således ikke afregnes moms af ydelser mellem virksomhederne. Virksomhederne omfattet af fællesregistreringen hæfter dog solidarisk for betaling af moms.

Hel eller delvis overførsel af ansættelsesforholdet løser i sagens natur også problemet, men medfører mere administrativt arbejde.

De to mulige løsninger på den begrænsede eller manglende momsfradragsret kan imidlertid kun finde anvendelse med fremadrettet virkning.

Hvis fejlen er sket, afhænger muligheden for at rette op på forholdene med tilbagevirkende kraft af, om begge parter driver momspligtig virksomhed. Eller det afhænger af om tilrådighedsstillelsen af medarbejdere sker til en virksomhed med begrænset eller ingen ret til momsfradrag.

 

Begge parter driver momspligtig virksomhed

Når en virksomhed har udlånt eller på anden vis stillet medarbejdere til rådighed for en anden virksomhed, uden at der er faktureret og afregnet udgående moms, kan man relativt enkelt selv rette op på forholdene med tilbagevirkende kraft, når begge virksomheder driver momspligtig virksomhed.

Det kræver, at der udstedes momsbelagte fakturaer mellem virksomhederne og afregnes udgående moms. I så fald vil der samtidig være ret til momsfradrag og dermed refusion af den indgående moms.

I det tilfælde, hvor det er Skattestyrelsen, som konstaterer, at der ikke på korrekt vis er afregnet udgående moms, kan der dog opstå problemer, hvis Skattestyrelsen finder, at der er handlet minimum groft uagtsomt.

Her kan Skattestyrelsen således ekstraordinært opkræve udgående moms med op til 10 års tilbagevirkende kraft, mens der kun tillades momsfradrag med de ordinære 3 års tilbagevirkende kraft.

 

Låntager har begrænset eller ingen ret til momsfradrag

Når tilrådighedsstillelse af medarbejdere sker til en virksomhed med begrænset eller ingen ret til momsfradrag, er der reelt ikke nogen mulighed for at rette op på forholdet med tilbagevirkende kraft.

Der skal også her udstedes momsbelagte fakturaer mellem virksomhederne og afregnes udgående moms. Men der vil her højst være ret til et begrænset momsfradrag.

Samtidig vil Skattestyrelsen her typisk finde, at der er handlet minimum groft uagtsomt ved den manglende momsafregning, og dermed ekstraordinært opkræve udgående moms med op til 10 års tilbagevirkende kraft.

 

Gør det optimalt fra begyndelsen

Som det fremgår af ovenstående, er det vigtigt at være på forkant og tilrette forholdene optimalt. Det er uanset om begge parter driver momspligtig virksomhed, eller om tilrådighedsstillelsen af medarbejdere sker til en virksomhed med begrænset eller ingen ret til momsfradrag.

Ved fuld opmærksomhed på problemstillingen kan forholdene tilrettelægges, så man ikke kommer i problemer.

Det er under alle omstændigheder vanskeligere eller i nogle tilfælde slet ikke muligt at rette op på forholdene med tilbagevirkende kraft, hvilket kan få betydelige økonomiske konsekvenser.

Vi står klar til at hjælpe

Ring, skriv eller kig forbi til en snak om, hvordan du håndterer momsen, når du udlåner eller på tilsvarende vis stiller en medarbejder til rådighed for en anden virksomhed.

Et godt råd gør en forskel.

Kontakt os