De mest centrale forslag fokuserer på lempelse af skat på arbejde, en lavere selskabsskat og billigere fødevarer. Det skal blandt andet finansieres via højere boafgift på store arvebeholdninger samt et loft over rentefradraget. Mange af ændringerne skal i udvalg og kommissioner, inden vi kommer til at se de endelige lovforslag, så det er værd at væbne sig med tålmodighed.

Vi afventer fx en ekspertgruppes bud på en ny afgiftsmodel for personbiler med fortsat fokus på at fremme elbilismen. Desuden lægger regeringen op til en ændring af den fremtidige boligbeskatning med en eller anden form for beskatning af fortjenester ved salg af boligen kombineret med et reduceret niveau af den løbende beskatning, som vi kender i dag.

Regeringen nævner også introduktionen af en ny tech-skat, uden at de specifikke detaljer er omtalt.

Her er et kort overblik over de mest konkrete af de foreslåede ændringer, opdelt efter emne:

Personskat og investering

Mellemskat

Mellemskatten på 7,5%, som netop blev genindført med virkning for 2026, skal afskaffes igen og erstattes af en topskat på 15 % for indkomster over ca. 777.900 kr. (efter am-bidrag). Helt som vi kendte det fra 2025.

Top-topskat

Den nye top-topskat på 5%, som blev indført med virkning fra 2026, for indkomster over 2.592.700 kr. (efter am-bidrag) skal fjernes igen, så den fremtidige marginalskat bliver omkring 56% for personlig indkomst.

Progressionsgrænsen for den lave aktieskat på 27 % skal forhøjes til 110.000 kr. mod de nuværende 79.400 kr.

Aktiesparekonto

Det maksimale indskudsloft på aktiesparekontoen skal hæves markant fra de nuværende 174.200 kr. til 500.000 kr.

Fast loft til renteudgifter

Der skal indføres et fast loft over, hvor meget der kan fratrækkes i renteudgifter. Loftet sættes til 150.000 kr. for enlige og 300.000 kr. for ægtepar.


Erhvervs- og selskabsskat

Selskabsskatten

Selskabsskatten skal sænkes med 3 procentpoint over en 3-årig periode, så den reduceres fra 22% til 19%. Den finansielle sektor bliver dermed igen undtaget fra lempelser i selskabsskattesatsen.

Hovedaktionærers samlede beskatning

Virksomhedsskatten følger med ned.

Hovedaktionærers samlede beskatning skal justeres op, så den ligger tæt på marginalskatten for personlig indkomst.

Medarbejderaktier og optioner

Regeringsgrundlaget indeholder også en formulering om at forbedre mulighederne for brug af medarbejderaktier, optioner og andre finansielle værktøjer samt at begrænse skattemæssige barrierer for iværksætteri.


Moms og forbrugsafgifter

Momsfrihed på grønt

Der skal indføres fuldstændig momsfrihed på friske grøntsager og frugter.

Momsnedsættelse på fødevarer

Momsen på øvrige fødevarer foreslås skåret ned til det halve.

Chokoladeafgiften fortsætter

På trods af tidligere politiske aftaler om at fjerne chokoladeafgiften, vælger den nye regering at beholde den.


Finansiering og stramninger

Boafgiftsatsen

For boer og arvebeholdninger, der overstiger 10 mio. kr., skal boafgiftssatsen hæves markant fra 15% til 30%. Den afgiftsfrie bundgrænse skal hæves en smule til 550.000 kr.

Pristalsregulerede beløbsgrænser

De pristalsregulerede beløbsgrænser i den generelle skattelovgivning fastfryses i 2 år.


Skattelettelser med indbyggede benspænd

Selvom regeringen i sin fremlæggelse af regeringsgrundlaget har anvendt ord som lavere skat på arbejde, forenkling og lempelser, og selvom de beregninger, CEPOS og andre har fremlagt, viser, at de fleste familier om 5 år samlet set vil opnå et højere rådighedsbeløb, er der en del knaster i de fremlagte forslag.

 

Fastfrosne beløbsgrænser kan udhule skattelettelserne

Når fx beløbsgrænserne fastfryses i 2 år, opnår staten omgående et væsentligt højere skatteprovenu, altså en skattestigning sammenlignet med de nugældende regler, hvorved effekten af fjernelsen af mellemskatten fortaber sig.

Den marginale skattesats på arbejde er fortsat høj set i et internationalt perspektiv.

 

Aktiesparekonto og iværksætteri kalder på forenkling

Afkastet af aktiesparekontoen bliver i dag lagerbeskattet, og det er usikkert, om det fortsætter, og om satsen fortsat vil være de nuværende 17%.

Der er i høj grad brug for en forenkling af især skattereglerne for iværksætteri, uanset om det foregår i små eller store virksomheder. Også på dette område, kan der stadig opstå fremskudt beskatning af gevinster, som aldrig bliver realiseret.

 

Rentefradrag og hovedaktionærbeskatning kan ramme bredere end tilsigtet

En beløbsmæssig begrænsning af rentefradraget kan ende med at blive kompliceret og vil potentielt primært ramme personer, som ikke har et stort formueafkast i forvejen.

Den nye hovedaktionærbeskatning, der er tænkt at skulle ramme aktionærer, som trækker udbytte ud til en (for) lav skat i stedet for løn, vil umiddelbart også ramme aktionærer, som ikke er ansat, og som derfor ikke får løn i selskabet.

 

Momslempelser kan give mere administration

Momslempelserne på fødevarer og fastholdelsen af chokoladeafgiften risikerer at komplicere virksomhedernes administrative arbejde.

De varslede momslempelser vil ifølge skatteministeren blive implementeret, når systemerne er klar i løbet af 2028 eller senere.

 

Forslagene kræver politisk flertal – vi følger udviklingen

Regeringen har ikke flertal for alle de foreslåede ændringer, og gennemførelsen kræver derfor forhandlinger i folketinget.

Vi må derfor væbne os med tålmodighed, inden vi kan komme med en mere præcis vurdering af de kommende regler. Vi holder skarpt øje med udviklingen og orienterer, når der er nyt herom.

 

Kilde: Facit, juni 2026

Vi står klar til at hjælpe

Skriv en mail eller giv os et kald, hvordan skatter og afgifter i det nye regeringsgrundlag betyder for dig og din virksomhed.

Kontakt os