Fra den 14. marts 2022 kan du og 4,8 mio. danskere se og rette årsopgørelsen 2021 i TastSelv på skat.dk.
I følge oplysninger på Skattestyrelsens hjemmeside skal ca. 700.000 skatteydere (15%) foretage ændringer eller tilføjelser til årsopgørelsen.
Skattemyndighederne indhenter automatisk oplysninger fra arbejdsgiver, bank, realkreditinstitut, pensionsselskaber, fagforening og A-kasse. Oplysningerne er fortrykt på årsopgørelsen, men det er dit eget ansvar at sikre, at alle oplysninger er med, og at de indhentede oplysninger er korrekte.
Disse indtægter og fradrag kræver din særlige opmærksomhed
Covid-19 har betydet, at mange har arbejdet meget mere hjemme end normalt. Derfor er der grund til at være særlig opmærksom på kørselsfradraget for 2021.
Du skal være opmærksom på indtægter og fradrag fra bl.a. nedenstående ”kilder” i forhold til behov for rettelser:
- Kørselsfradrag (befordringsfradrag)
- Håndværkerfradrag (servicefradrag)
- Aktier og andre aktiegevinster og -tab
- Indtægter fra deleøkonomi (udlejning af bolig, bil, værelse)
- Børnebidrag
- Ægtefællebidrag
- Kost og logi og dobbelt husførelse
- Arbejdstøj, faglitteratur, kurser m.m.
- Fradrag på privat gæld
- Fradrag for donationer til velgørende organisationer
Du har mulighed for at ændre i de indberettede oplysninger frem til den 1. maj 2021, hvorefter du vil modtage en ny årsopgørelse.
Sådan er dine tidsfrister for ændringer, ind- og udbetalinger
Fristen for at rette årsopgørelsen 2021 i den almindelige selvangivelse er den 1. maj 2022.
Hvis du ikke har ændringer til årsopgørelsen og har overskydende skat til gode, vil beløbet (under 100.000 kr.) blive udbetalt til ens NemKonto fra 8. april 2022.
Hvis du derimod har restskat, kan denne betales frem til den 1. juli 2022 inklusive et tillæg på 1,7% regnet fra 1. januar og frem til betalingsdatoen.
Hvis restskatten ikke betales senest den 1. juli 2022, vil en restskat på op til 22.192 kr. inklusive et fast procenttillæg på 3,7% blive indregnet i skatten for 2022. Den del af restskatten, der overstiger 22.192 kr., opkræves inklusive procenttillæg i 3 rater – i august, september og oktober 2022.
Er du selvstændig erhvervsdrivende, eller udlejer du eksempelvis en forældrebolig, skal du indsende en udvidet selvangivelse. Denne omfatter både de private og virksomhedens skattepligtige indkomster og fradrag. Du skal selv sørge for at selvangive senest den 1. juli 2021, hvorefter du vil modtage en årsopgørelse.