Virksomheder, som er drevet i selskabsform, fx ApS eller A/S, har siden 1/7 2024 været omfattet af bogføringslovens bestemmelser om digital bogføring, herunder digital opbevaring af bilag og regnskabsmaterialer.
Erhvervsstyrelsen har nu meldt ud, at den sidste gruppe af virksomheder, nemlig de ikke-regnskabspligtige virksomheder (de personligt ejede virksomheder, foreninger, ikke-erhvervsdrivende fonde mv.) også bliver omfattet af kravet om digital bogføring.
Hvornår omfattes disse virksomheder af kravet?
Fra og med 1. januar 2026 vil fx de personligt ejede virksomheder blive omfattet af kravet om digital bogføring, hvis virksomhedens nettoomsætning overstiger 300.000 kr. i 2 på hinanden følgende år (indkomstår).
Målepunktet er virksomhedens nettoomsætning, og her er det vigtigt at være opmærksom på, at det er den faktiske realiserede nettoomsætning, som tæller, og ikke en budgetteret nettoomsætning eller en nettoomsætning omregnet til 12 måneder.
Ved en eksisterende virksomhed skal nettoomsætningen derfor opgøres for de 2 indkomstår, som ligger umiddelbart forud for den 1. januar 2026. For hovedparten omfatter det kalenderårene 2024 og 2025.
Virksomheder, som har en nettoomsætning på mere end 300.000 kr. i både 2024 og 2025, bliver dermed omfattet af kravet om digital bogføring fra 1. januar 2026.
Hvad hvis virksomheden ikke har afsluttet 2 hele indkomstår inden 1/1 2026?
Har din virksomhed pr. 1. januar 2026 endnu ikke afsluttet 2 indkomstår, vil kravet – som udgangspunkt – tidligst træde i kraft fra og med starten af virksomhedens 3. indkomstår.
På trods af ovenstående er det dog yderst vigtigt at være opmærksom på, at hvis virksomheden realiserer en nettoomsætning på mere end 300.000 kr. i både sit første og andet indkomstår, vil den alligevel blive omfattet af kravet om digital bogføring pr. 1. januar 2026.
Med andre ord: Hvis din virksomhed fx er startet 1. juli 2024, og virksomheden i perioden 1. juli – 31. december 2024 OG i perioden 1. januar – 31. december 2025 realiserer en nettoomsætning på mere end 300.000 kr. i hvert af årene, vil digital bogføring være påkrævet fra 1. januar 2026.
Hvad med nystiftede virksomheder?
Opretter du en ny virksomhed efter 1. januar 2026, vil denne som udgangspunkt først blive omfattet af kravet om digital bogføring, når der i to indkomstår i træk er realiseret en nettoomsætning på mere end 300.000 kr. i hvert af disse.
Dermed vil nystiftede virksomheder ikke automatisk blive omfattet af kravet fra stiftelsestidspunktet. Heller ikke selvom der budgetteres med en nettoomsætning over 300.000 kr. Dette fordi der skeles til den faktisk realiserede nettoomsætning.
Vær opmærksom på
Vær opmærksom på, at der også her gælder reglerne om, at det ikke behøver at være ti fulde indkomstår, jf. ovenfor beskrevet. Derfor kan en nystiftet virksomhed godt blive omfattet af kravene inden den fylder 2 år.
Er det kun personligt ejede virksomheder, der bliver omfattet?
Det korte svar er nej.
I udgangspunktet rammer sidste bølge alle ikke-regnskabspligtige virksomheder. Derfor vil personligt ejede virksomheder, foreninger, ikke-erhvervsdrivende fonde mv. være omfattet.
Afgørende er stadigvæk kravet om en nettoomsætning på mere end 300.000 kr. i to indkomstår i træk, og at det skal være fra en erhvervsmæssig aktivitet.
Hvilke foreninger og fonde bliver omfattet – og hvornår?
Dette vil naturligt rejse spørgsmålene om
- hvorvidt fx andelsboligforeninger, ejerforeninger mv. bliver omfattet?
- hvad er reelt erhvervsmæssig aktivitet?
- hvad skal du tælle med som nettoomsætning?
Ud fra Erhvervsstyrelsens udmeldinger betragtes andelsboligforeninger som erhvervsdrivende og vil pr. definition være omfattet af det digitale krav. Dette uanset summen af indtægter.
Anderledes forholder det sig dog ved fx ejerforeninger. Her skal du overveje, om foreningen leverer ydelser til sine medlemmer eller tredjeparter, som ikke kan betragtes som en del af foreningens sædvanlige aktivitet. Dette kunne fx være udlejning af kælder-/loftsrum, vaskeri, udlejning af selskabslokaler eller aktiviteter, hvor der modtages særskilt vederlag.
I sådanne tilfælde vil disse aktiviteter blive betragtet som erhvervsmæssig aktivitet, og hvis summen af nettoomsætningen herfra overstiger 300.000 kr. 2 år i træk, vil foreningen blive omfattet af kravet om digital bogføring.
Indtægter fra foreningens sædvanlige aktivitet (ved en ejerforening fx snerydning, vicevært, renovation og vedligeholdelse) er aktiviteter, som dækkes via medlemmernes kontingentbetalinger, og sådanne vil ikke blive betragtet som erhvervsmæssig aktivitet og skal dermed ikke indgå i vurderingen af de 300.000 kr.