Efter gældende regler har arbejdsgivere som udgangspunkt først ret til sygedagpengerefusion efter de første 30 kalenderdage (arbejdsgiverperioden). Selvstændige erhvervsdrivende har som udgangspunkt ikke ret til sygedagpenge for de første 2 ugers fravær (egenperioden).

 

Selvstændiges ret til refusion

En selvstændig erhvervsdrivende har ret til sygedagpenge fra kommunen i de første 2 uger af sygeperioden, hvis den selvstændiges uarbejdsdygtighed skyldes covid-19.

Endvidere får den selvstændige ret til refusion, hvor den selvstændige ikke kan varetage sit arbejde på grund af en anbefaling fra sundhedsmyndighederne til bestemte grupper om hjemmeophold i forbindelse med bekæmpelsen af covid-19.

Det er således en betingelse, at der er tale om, at den selvstændige tilhører en af de grupper, hvor sundhedsmyndighederne anbefaler hjemmeophold på grund af covid-19. Det kan f.eks. være på grund af rejse i bestemte områder, hvor sundhedsmyndighederne i en periode anbefalede hjemmeophold, eller personen har opholdt sig på et bestemt sted et bestemt tidspunkt.

Det er også en betingelse, at den selvstændige ikke kan varetage sit arbejde på grund af hjemmeopholdet. Er der tale om, at den selvstændige erhvervsdrivende helt eller delvist arbejder hjemmefra, vil sygedagpengene helt eller delvist skulle bortfalde.

 

Arbejdsgiveres ret til refusion

En arbejdsgiver har ret til at få refusion fra kommunen i de første 30 kalenderdage af sygefraværet, hvis løn- modtagerens uarbejdsdygtighed skyldes covid-19, og lønmodtageren i øvrigt opfylder lovens betingelser for refusion. Det betyder, at arbejdsgiver vil få udbetalt sygedagpengerefusion fra første sygefraværsdag for så vidt angår lønmodtagere, hvis lønmodtagerens sygefravær skyldes covid-19.

Arbejdsgiver får også ret til refusion, hvis lønmodtageren ikke kan varetage sit arbejde på grund af en anbefaling fra sundhedsmyndighederne til bestemte grupper om hjemmeophold på grund af konkrete forhold i forbindelse med covid-19.

 

Betingelser skal være indfriet

  1. Det er en betingelse, at der er tale om, at lønmodtageren tilhører en af de grupper, hvor sundhedsmyndighederne anbefaler hjemmeophold på grund af covid-19. Det kan f.eks. være på grund af rejse i bestemte områder, hvor sundhedsmyndighederne i en periode anbefalede hjemmeophold, eller personen har opholdt sig på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Bestemmelsen er ikke opfyldt, hvis arbejdsgiver f.eks. sender lønmodtageren hjem på grund af svigtende ordretilgang, eller vælger at sende sine ansatte hjem, fordi arbejdsgiver selv mener, at der er tale om smittefare.
  2. Det er også en betingelse, at lønmodtageren ikke kan varetage sit arbejde på grund af hjemmeopholdet.

 

Det betyder, at arbejdsgiver vil kunne få refusion, hvis fraværet skyldes covid-19, selvom der ikke er tale om uarbejdsdygtighed i sygedagpengelovens forstand. Refusionen beregnes og udbetales efter de almindelige regler i sygedagpengeloven, ligesom lovens almindelige regler om beskæftigelseskrav m.v. forudsættes opfyldt. Er der tale om, at personen helt eller delvist arbejder hjemmefra, vil sygedagpengene helt eller delvist skulle bortfalde.

 

Hvornår gælder retten til refusion fra?

Ret til refusion indtræder, hvor første fraværsdag indtraf den 27. februar 2020 eller senere.

Arbejdsgivere, der på denne dato eller umiddelbart efter har haft hjemsendte medarbejdere, der opfylder betingelserne for refusion, skal derfor også søge snarest under hensyntagen til 3 ugers fristen for anmeldelse.

 

Anmeldelse af refusion

Anmeldelse af refusion foregår på forskellig vis. Det afgørende er om du er arbejdsgiver eller selvstændig erhvervsdrivende

 

Arbejdsgivere

  • Arbejdsgiveren skal anvende det almindelige indberetningssystem Nemrefusion i forbindelse med anmodning om refusion for covid-19, så sagerne kan blive oprettet automatisk i kommunerne.
  • Arbejdsgiveren skal ved anmodningen om refusion fra første dag angive ”anden årsag” og med fritekst angive, at årsagen er covid-19. På denne måde vil det digitale flow kunne gennemføres i disse sager.
  • Lønmodtageren vil modtage et underretningsbrev om arbejdsgiverens anmodning, hvoraf oplysningerne afgivet af arbejdsgiveren vil fremgå. Lønmodtageren har pligt til at give besked til kommunen, hvis lønmodtageren ikke er enig i de oplysninger, arbejdsgiveren har afgivet.

Ansøg om den udvidede ret til refusion her

 

Selvstændige

Anmeldelse af fraværet til kommunen skal ske senest 3 uger efter første fraværsdag ved at udfylde en blanket, som udleveres af kommunen. Kommunen kan se bort fra overskridelse af fristen på 3 uger, hvis:

  • den selvstændige på grund af hospitalsophold eller ophold i udlandet har været forhindret i at anmelde rettidigt, eller
  • andre særligt undskyldende forhold har bevirket, at anmeldelse ikke er sket rettidigt, eller
  • overskridelse af fristen skyldes driftsforstyrrelser hos Nemrefusion af et omfang og en varighed, der har afskåret den selvstændige fra at anmelde rettidigt.

Anmodningsfristen kan dog ikke fraviges, når anmodningen er indgivet mere end 6 måneder efter sygdommens indtræden.

Det betyder, at de selvstændige skal ansøge om de særlige covid-19-sygedagpenge manuelt i kommunen, og at disse ansøgninger behandles manuelt. Den selvstændige kan f.eks. via telefon eller en e-mail til kommunen anmode kommunen om at sende blanketten. I forbindelse med ansøgning skal den selvstændige på tro og love skrive under på, at fraværet skyldes covid-19. Den selvstændiges frist på 3 uger efter første fraværsdag skal ses i lyset af denne manuelle procedure.

Proceduren skyldes, at det ikke er muligt for alle selvstændige at søge om at få sygedagpenge fra første sygefraværsdag ved hjælp af det almindelige indberetningssystem Nemrefusion i forbindelse med anmodning om sygedagpenge fra første fraværsdag på grund af covid-19, idet det kun er muligt for forsikrede selvstændige at søge om sygedagpenge tidligere end efter 14 dages sygdom.

Anmeld fravær grundet covid-19 her

 

Lovens virkningsperiode er begrænset

Da der er tale om et midlertidigt initiativ som følge af covid-19, er der i lovforslaget indsat en ophørsklausul, hvorefter de midlertidige regler foreslås at ophøre den 1. januar 2021.

Ret til refusion indtræder, hvor første fraværsdag indtraf den 27. februar 2020 eller senere.

For fraværsdage før den 1. januar 2021 finder de midlertidige bestemmelser anvendelse, selv om ansøgning er indgivet efter lovens ophævelse, eller hvis ansøgning ikke er færdigbehandlet efter lovens ophævelse.

Martinsen Revision yder rådgivning indenfor bl.a. moms, skatter og regnskab

Vi står altid klar til at hjælpe dig

Send os en mail eller giv os et kald til en snak om din udvidet ret til refusion eller sygedagpenge.

Vi er altid klar til en uforpligtende snak om, hvad hjælpepakken som følge af covid-19-smittespredningen betyder for dig og din virksomhed.

Kontakt os