Som led i den grønne skattereform indgået i december 2020 er der med vedtagelsen af lov sikret bedre muligheder for afskrivning på driftsmidler, samtidig med at fradragsmulighederne for forsøgs- og forskningsvirksomhed er væsentligt forbedrede.

Af loven fremgår disse væsentlige ændringer:

  • Grænsen for straksfradrag af småanskaffelser forøges (permanent).
  • Visse driftsmidler kan afskrives med op til 116 % (midlertidigt).
  • Der kan opnås et fradrag på 130 % på forsøgs- og forskningsudgifter til og med udgangen af indkomståret 2022 (midlertidigt).

 

Bedre mulighed for straksafskrivning af småanskaffelser

Du har bedre mulighed for straksafskrivning af småanskaffelser på:

  • driftsmidler, hvis fysiske levealder ikke overstiger tre år, kan du straksafskrive i anskaffelsesåret
  • driftsmidler med en anskaffelsessum på 14.100 kr. (2020) eller derunder kan du straksafskrive i anskaffelsesåret
  • driftsmidler og skibe til forsøgs- og forskningsvirksomhed, bortset fra driftsmidler og skibe du anvender til efterforskning af råstoffer, kan du straksafskrive i anskaffelsesåret
  • it-software kan du straksafskrive i anskaffelsesåret.

Med lovændringen forøges grænsen på 14.100 kr. til 30.000 kr.

Herved er mulighederne for straksafskrivning af småanskaffelser forbedret. Forhøjelsen har virkning for driftsmidler, du har anskaffet den 23. november 2020 eller senere.

Forhøjelsen af beløbsgrænsen indebærer endvidere, at beløbet på driftsmiddelsaldoen kan du fradrage fuldt ud ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, når den afskrivningsberettigede saldoværdi før indkomstårets afskrivninger udgør et beløb på 30.000 kr. (2020) eller derunder.

 

Midlertidigt 16 % tillæg på driftsmidler

For nyanskaffede driftsmidler med en anskaffelsessum på mere end 30.000 kr. (2020) vil der i de kommende år kunne opnås et tillæg på 16 %.

 

Den afskrivningsberettigede saldo vil udgøre 116 %.

 

Muligheden for opnåelse af tillægget på driftsmiddelsaldoen er midlertidigt og kan kun opnås for anskaffelser foretaget i perioden 23. november 2020 til 31. december 2022.

Driftsmidler, hvorpå der opnås et tillæg på 16 %, skal du afskrive som en særskilt driftsmiddelsaldo. Primo indkomståret 2027 skal du dog sammenlægge den særlige driftsmiddelsaldo med den almindelige driftsmiddelsaldo. Ved salg af driftsmidler, hvorpå der er opnået et tillæg på 16 %, skal salgsprisen også tilsvarende forhøjes med 16 %.

Det er et krav, at driftsmidlet er fabriksnyt på anskaffelsestidspunktet, og at det udelukkende anvendes erhvervsmæssigt. Der kan derfor ikke opnås tillæg, hvis man fx anskaffer en brugt maskine.

 

Disse driftsmidler opnår du ikke forhøjelse på

Du opnår dog ikke forhøjelse for disse driftsmidler:

  • Aktiver, du har valgt straksafskrevet.
  • Personbiler og skibe. Ved personbiler forstås biler, der er indrettet til befordring af højst ni personer, føreren medregnet. Varebiler giver således adgang til forhøjelse af afskrivningsgrundlaget.
  • Maskiner, du driver via egen energiforsyning eller du kan drive af fossile brændsler. Ex motorsave eller stampemaskiner, der er drevet af en benzinmotor.

Trods undtagelsesbestemmelsen om maskiner, der drives af fossile brændstoffer, gælder forhøjelsen af afskrivningsgrundlaget til 116 % dog for andre køretøjer end personbiler:

  • når køretøjet registreres i Køretøjsregisteret efter § 2, stk. 1, i lov om registrering af køretøjer
  • når der er tale om en traktor eller en blokvogn, der uden registrering bliver anvendt til transporter.

For køretøjer er det et krav, at det inden udgangen af det indkomstår, hvor anskaffelsen sker, eller senest tre måneder efter anskaffelsen, er forsynet med nummerplade.

 

Forlængelse af det forhøjede fradrag for forsøgs- og forskningsudgifter

I december 2020 vedtog Folketinget at hæve fradraget for udgifter til forsøgs- og forskningsvirksomhed for indkomstårene 2020 og 2021 fra henholdsvis 103 % og 105 % til 130 % for begge år.

Med den seneste lovændring forlænges forhøjelsen (130 %) til også at gælde indkomståret 2022.

I perioden 2020-2022 kan der dog maksimalt opnås et fradrag på:

  • 2020: 845 mio. kr.
  • 2021 og 2022: 910 mio. kr., så længe 130 %-reglen bliver anvendt.

Maksimeringsreglen gælder på koncernniveau, og det betyder, at maksimeringsreglen gælder samlet for alle selskaber, der indgår i en sambeskatning.

Udgifter ud over grænsen på henholdsvis 845 mio. kr. (2020) og 910 mio. kr. (2021 og 2022), du afholder til forsøgs- og forskningsvirksomhed, kan fradrages med 103 % for indkomståret 2020 og 105 % for indkomstårene 2021 og 2022.

 

Skatteministerens synspunkt i høringssvarene

Det skal bemærkes, at der i forbindelse med høringssvarene til lovændringen er fremkommet et synspunkt fra skatteministeren om, at kun udgifter, der ikke kan fradrages som driftsomkostninger, kan fradrages efter de særlige regler i ligningsloven. Herved vil det også kun være disse udgifter, der kan opnå det særlige tillæg.

Skattekreditordningen, hvorefter virksomheder kan anmode Skattestyrelsen om at få udbetalt skatteværdien af underskud fra forsøgs- og forskningsvirksomhed, er ikke ændret.

Der kan højst udbetales skatteværdi af underskud svarende til de afholdte udgifter. Det højere skattefradrag betyder altså ikke en tilsvarende forøgelse af det underskud, der kan danne grundlag for udbetaling efter skattekreditordningen.

Vi står klar til at hjælpe dig

Send os en mail eller giv os et kald til en snak om, hvad det midlertidige investeringsvindue betyder for dig og dine driftsmidler.

Vi er altid klar til en uforpligtende snak om skat, revision og regnskab.

Kontakt os her