Næringsrigt måltid til samfundets allermest udsatte
Maden er produceret fra bunden af JunkFood’s kokke, og er fyldt med næring tilpasset skrøbelige maver og sarte tænder. Og måltiderne mætter ikke bare, de reducerer skader, skaber stabilitet, nedbringer mængden af konflikter og måske allervigtigst: Måltiderne giver social omsorg og en følelse af, at have en plads i samfundet.
– Alle mennesker har ret til et værdigt liv og til at få noget at spise. Vi støtter JunkFoods, som giver gadens folk varm og nærende mad i den kolde vintertid. Det er vigtigt, at få alle med og bidrage til at løfte livskvaliteten for de mest udsatte mennesker i Danmark. Som virksomhed har vi en forpligtelse til at hjælpe, når vi har muligheden, siger René K. E. Sørensen, adm. direktør hos Martinsen.
– JunkFood’s arbejde med sociale indsatser og nedbringelse af madspild integrerer udvalgte verdensmål, og giver mening på mange niveauer ind i den ambitiøse globale dagsorden for bæredygtig udvikling. Allervigtigst er JunkFood et hjertevarmt projekt, der syv dage om ugen gør en mærkbar, til tider livsændrende, forskel for de allermest udsatte i vores samfund. Gadens folk. Det støtter vi med stor glæde, slutter René K. E. Sørensen.
Måltider produceret af overskudsvarer
Måltiderne bliver produceret af 40% overskudsvarer, som JunkFood modtager fra forskellige dagligvarevirksomheder. Det er cirka 1 ton overskudsvarer om ugen. Det er råvarer, der ellers ville gå til spilde. De resterende 60% er råvarer indkøbt af midler fra fundraising og erhvervspartnere.
– Det varmer i en mørk og kold tid, når vi ved, at maden og måltidet mindsker vold og konflikter. Med et måltid føler gadens folk sig set, og det giver dem en følelse af tryghed, omsorg og kærlighed. For nogle har måltidet været med til at løfte dem ud af miljøet og gadelivet, siger Jeanette Duus, daglig leder af JunkFood.
Se video og hør gadens folk fortælle, hvad mad betyder for dem