Repræsentation – skal vi spise ude eller hjemme?
Moms af repræsentationsomkostninger kan som udgangspunkt ikke fradrages.
Som en undtagelse hertil kan momsen af restaurationsomkostninger. Altså bespisning foretaget ude på en restaurant/café eller lignende, dog fradrages med ¼, men kun såfremt omkostningen hertil er af streng erhvervsmæssig karakter.
Moms af omkostninger til bespisning af forretningsforbindelser kan derimod fradrages fuldt ud, når bespisningen sker i virksomhedens egne lokaler i forbindelse med møder.
Det har med andre ord stor betydning for den momsmæssige fradragsret, om bespisningen af forretningsforbindelserne foretages ”ude i byen” eller hjemme i virksomhedens egne lokaler.
Hvad er repræsentation?
Repræsentationsomkostninger er typisk omkostninger, som bliver afholdt for at få afsluttet forretninger eller for at tilknytte eller bevare forretningsforbindelser. Og de bliver afholdt over for personer, som ikke er knyttet til virksomheden som medarbejdere.
Omkostningerne til repræsentation har ofte karakter af opmærksomhed eller kommerciel gæstfrihed over for forretningsforbindelser. Det er ofte omkostninger til:
- måltider
- restaurationsbesøg
- drikkevarer
- gaver
- afholdelse af jubilæer
- fødselsdage og forretningsindvielser
- underholdning og fornøjelser
- deltagelse i fx rejser, udflugter og ferieophold.
Der er kun tale om repræsentationsomkostninger, hvis omkostningen bliver afholdt over for personer, der ikke er knyttet til virksomheden som medarbejdere mv., fx kunder, leverandører, rådgivere mv.
Omkostninger afholdt over for medarbejdere anses for personaleomkostninger, og er ofte ligeledes undtaget fra retten til momsfradrag, men også her gælder undtagelser til hovedreglen.
Der er også kun tale om repræsentationsomkostninger, hvis omkostningen bliver afholdt over for bestemte kunder. Hvis ikke det er tilfældet, vil der typisk være tale om reklameomkostninger.
Husk i øvrigt: For at være berettiget til momsfradrag ved restaurationsbesøg skal regningen/fakturaen, udover de almindelige oplysninger, også påføres oplysning om deltagere samt anledningen til restaurationsbesøget.
Reklame
Reklameomkostninger berettiger som udgangspunkt til fuldt momsfradrag.
Hvad er reklameomkostninger?
Omkostninger til reklame, som bliver afholdt over for en ubestemt kreds af kunder eller potentielle kunder, og tager sigte på at opretholde en virksomheds almindelige omdømme eller fremme dens interesser ved at gøre den kendt og fordelagtigt bemærket.
Reklameomkostninger er fx:
- reklameartikler
- deltagelse i messer
- sponsorater (læs mere under afsnittet ”sponsorbridrag”)
- annoncer mv.
…som promoverer en virksomhed og dens produkter.
Særligt ved gaver/reklameartikler bliver disse anset som reklameomkostninger, når virksomhedens navn/logo er påført, og værdien af den enkelte gave ikke overstiger 100 kr. ekskl. moms. Er disse betingelser opfyldt, er der således fuld fradragsret for momsen.
Åbent hus-arrangementer
Ved afholdelse af åbent-hus-arrangement i en virksomheds egne lokaler afhænger muligheden for momsfradrag af anledningen, samt hvilken form for bespisning der er tale om.