Ny skattereform: Lavere selskabsskat og ændrede regler for ejerledere
En ny politisk aftale om skattereform lægger op til at sænke selskabsskatten fra 22% til 19% og ændre beskatningen af hovedaktionærer. Samtidig strammes en række fradragsregler for virksomheder. Få overblik over de væsentligste ændringer.
Regeringen og Dansk Folkeparti indgår den 12. november 2026 en aftale om en ny skattereform med samlede skatte- og afgiftslettelser på ca. 11 mia. kr. For virksomheder og ejerledere er det især ændringerne i selskabsskatten, beskatningen af løn og udbytte samt fradragsreglerne, der er relevante.
Selskabsskatten sænkes til 19%
Selskabsskatten nedsættes gradvist fra 22% til 19% frem mod 2029.
- 2027: 21,5%
- 2028: 20%
- 2029: 19%
For et selskab med et skattepligtigt overskud på 1 mio. kr. betyder det en årlig skattebesparelse på 30.000 kr., når ændringen er fuldt indfaset.
Den lavere selskabsskat giver virksomheder mulighed for at beholde en større del af overskuddet til fx investeringer og udvikling. Den foreløbige virksomhedsskat i virksomhedsordningen bliver sænket tilsvarende.
Ændringer i beskatningen af ejerledere
Aftalen indebærer, at mellemskatten gradvist afskaffes frem mod 2029, mens toptopskatten afskaffes fra 2028.
Samtidig indføres en ny beskatningsmodel for hovedaktionærer, der skal finansiere afskaffelsen af toptopskatten. Modellen skal samtidig mindske forskellen mellem beskatningen af løn og udbytte.
Ifølge Skatteministeriets beregninger vil den højeste samlede marginalskat på aktieindkomst være ca. 53%, mens marginalskatten på lønindkomst vil være ca. 55,9%, når selskabsskatten er sænket til 19%, og toptopskatten er afskaffet. Den konkrete model er endnu ikke fastlagt, men kan få betydning for ejerlederes samlede beskatning og planlægning af løn og udbytte.
Desuden bliver progressionsgrænsen for aktieindkomst forhøjet gradvist, så en større del af aktieindkomsten beskattes med 27% frem for 42%.
Strammere fradragsregler for virksomheder
Selvom selskabsskatten bliver sænket, indeholder aftalen også stramninger.
Merfradraget for udgifter til forskning og udvikling bliver afskaffet fra 2028. Det kan især påvirke virksomheder, der investerer i produktudvikling og innovation.
For virksomheder med udviklingsaktiviteter er der derfor grund til at se nærmere på konsekvenserne.
Skattemæssige underskud kan kun fremføres i 15 år
En væsentlig ændring i skattereformen er, at selskabers mulighed for at fremføre skattemæssige underskud begrænses til 15 år. I dag kan selskaber som udgangspunkt fremføre skattemæssige underskud uden tidsbegrænsning og modregne dem i fremtidige overskud.
Med de nye regler bortfalder muligheden for at udnytte underskud, når 15-årsgrænsen er nået. Det betyder, at virksomheder risikerer at miste et skattemæssigt fradrag, hvis de først får overskud på et senere tidspunkt.
Ændringen kan især få betydning for virksomheder, der har opbygget større underskud i forbindelse med opstart, udvikling eller perioder med økonomiske udfordringer. Har din virksomhed fremførte skattemæssige underskud, er der derfor grund til at være opmærksom på de kommende regler.
Hvad betyder skattereformen for din virksomhed?
Den lavere selskabsskat er som udgangspunkt en fordel for virksomheder med overskud. Men reformen indeholder også ændringer, der kan påvirke den samlede skattebetaling for både virksomheden og dens ejere.
Der er fortsat tale om en politisk aftale, og flere af ændringerne mangler at blive konkretiseret i lovgivningen.
Vi står klar til at hjælpe dig
Ring eller skriv til et snak om, hvad skattereformen betyder for dig og din virksomhed.
Vi er altid klar til en uforpligtende snak.