Marinsen Revision - Mere end 75 års erfaring som professionelt revisionsfirma

Der er fremsat lovforslag rettet mod de såkaldte 10-mandsprojekter

Skatteministeren har fremsat lovforslag, der med øjeblikkelig virkning har afskaffet muligheden for at få fradrag i anden indkomst for underskud ved investering i visse K/S-projekter.

Ej fradrag for underskud af passiv virksomhed uden personlig hæftelse

Lovforslaget omhandler det, som i daglig tale kaldes 10-mandsprojekter, som typisk er etableret som kommanditselskaber. Sådanne 10-mandsprojekter er blandt andet blevet brugt til investeringer i solcelleparker, vindmølleparker og ejendomme i udlandet. Investeringen sker typisk i personligt regi, da et underskud – eksempelvis på grund af skattemæssige afskrivninger – kan modregnes i anden skattepligtig indkomst. Denne adgang til modregning af underskud i anden indkomst bliver stoppet med det fremsatte lovforslag.

Underskud af investeringer i 10-mandsprojekter, der er foretaget senest den 13. december 2016, kan fortsat modregnes i anden indkomst, jf. dog det følgende.

Efter lovforslaget kan underskud af selvstændig virksomhed, hvor ejeren ikke hæfter personligt og ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang, ikke modregnes i anden indkomst, men alene fremføres til modregning i overskud i samme virksomhed.

Der er to betingelser, der begge skal være opfyldt, for at investeringen bliver omfattet af det nye regelsæt:

  • Ejeren hæfter ikke personligt for virksomhedens gæld
  • Ejeren deltager ikke i virksomhedens drift i væsentligt omfang.

Lovforslaget omfatter alene fysiske personer, hvor virksomheden er en transparent enhed, som eksempelvis et K/S eller P/S, hvor investor ikke hæfter personligt for virksomhedens gæld.

Ved afgørelsen af, om ejeren deltager i virksomhedens drift i væsentlig omfang, gælder den vejledende norm om en personlig arbejdsindsats på minimum 50 timer om måneden.

Lovforslaget gælder for virksomheder, hvor endelig købsaftale indgås den 14. december 2016 og senere.

Kildeartsbegrænset underskud

Underskud af virksomhed, som er omfattet af lovforslaget, kan kun fremføres til modregning i overskud fra samme virksomhed/anpart.

Har man i dag én anpart i et K/S (10-mandsprojekt eller lignende), og man den 14. december 2016 køber yderligere en anpart i det samme K/S, hvor man er kommanditist, og ikke leverer en væsentlig arbejdsindsats i kommanditselskabet, vil den nye anpart være omfattet af lovforslaget, mens underskud af den gamle anpart fortsat kan modregnes i anden indkomst. Underskud på den nye anpart kan ikke modregnes i et overskud på den gamle anpart.

En eksisterende virksomhed kan ikke udvide sine aktiviteter / anskaffe yderligere aktiver, der ikke er nødvendige for den fortsatte drift af virksomheden. De ikke ”nødvendige” aktiver, der købes den 14. december 2016 og senere, vil være omfattet af de nye regler om, at et underskud ikke kan modregnes i anden indkomst.

Martinsen Revision yder rådgivning indenfor bl.a. moms, skatter og regnskab

Vi står klar til at hjælpe dig

Du kan altid kontakte os for at høre mere om Skat. Ring, skriv eller kig forbi til en snak om revision og rådgivning. Vi er altid klar til en uforpligtende snak.

Kontakt os her

Få nyhederne direkte i din indbakke

Skriver du dig op til vores nyhedsbrev, kvitterer vi med nyeste viden inden for rådgivning og revision

[activecampaign form=1]