Loven omfatter følgende hovedelementer:

  • Nyt jobfradrag på 4,5 % af arbejdsindkomsten
  • Ekstra pensionsfradrag for indbetaling på op til 70.000 kr.
  • Udvidet grundlag for beskæftigelsesfradrag samt forøget maksimalt beskæftigelsesfradrag
  • Nedsættelse af bundskattesatsen.

 

Nyt jobfradrag

Det nye jobfradrag udgør 4,5 % af den årlige arbejdsindkomst over 187.500 kr. Beregningsgrundlaget skal ikke reduceres med skattemæssigt fradragsberettigede pensionsindbetalinger, uanset om der er tale om privattegnede ordninger eller ordninger oprettet i ansættelsesforhold.

Det maksimale fradrag på 2.500 kr. opnås ved en løn på ca. 243.000 kr. Fradraget udformes som et ligningsmæssigt fradrag og fratrækkes således i grundlaget for kommune- og kirkeskatten med en skatteværdi på ca. 26 %.

Fradraget indfases på følgende måde:

 

2018

2019

2020

Sats i % 2,50 3,75 4,50
Maks. fradrag     1.400 kr.     2.000 kr.     2.500 kr.   
 
 
 
 
 
 
Skattebesparelsen er således maksimalt ca. 650 kr. (2.500 kr. x 26 %), når fradraget er fuldt indfaset.
 

Ekstra pensionsfradrag

 
Der indføres endvidere et nyt ligningsmæssigt fradrag for indbetalinger til fradragsberettigede pensionsordninger op til øvre grænse på 70.000 kr. årligt. Det ekstra pensionsfradrag beregnes af alle fradragsberettigede pensionsindbetalinger, herunder indbetalinger til pensioner oprettet i ansættelsesforhold.
 
Personer, der har mere end 15 år til deres folkepensionsalder, får et fradrag på 12 %, mens personer, der er 15 år eller mindre fra folkepensionsalder, får et fradrag på 32 %. 

Fradagsprocenten indfases på følgende vis:

 
Mere end 15 år
til folkepension        
15 år eller mindre
til folkepension
2018        8 % 20 %
2019 8 % 22 %
2020 12 % 32 %

Når fradraget er fuldt indfaset, er den maksimale skattebesparelse for personer med mere end 15 år til folkepension på ca.  2.200 kr. (70.000 kr. x 12 % x 26 %), mens personer med 15 år eller mindre til folkepension maksimalt sparer ca. 5.800 kr. i skat (70.000 kr. x 32 % x 26 %). 

Modtager man skattepligtige pensionsudbetalinger (pensionsordninger med løbende udbetalinger, herunder livsvarige livrenter), skal disse som hovedregel nedsætte beregningsgrundlaget for ekstrafradraget. Grundet tekniske tilpasninger vil dette dog i 2018 kun gælde pensionsudbetalinger i december 2018.
 
Følgende pensionsudbetalinger medfører imidlertid ikke reduktion ved beregning af ekstrafradraget:
  • Invalidepension indtil opnåelse af folkepensionsalderen
  • Rateforsikring ved forsikredes invaliditet
  • Rateopsparing ved nedsat erhvervsevne, der berettiger til førtidspension
  • Ægtefælle- eller samleverpension
  • Tjenestemandspension
Pensionsudbetalinger modregnes kun ved beregningen af det ekstra pensionsfradrag for et givet indkomstår, hvis der i det foregående indkomstår er foretaget pensionsudbetalinger. 
 
Baggrunden herfor er, at det også skal være muligt for en person at opnå ekstrafradrag for pensionsindbetalinger i det år, hvor personen går på pension.
 

Eksempel

Personen er 68 år, men fortsat på arbejdsmarkedet. I 2019 er der indbetalt 108.695 kr. på en arbejdsgiveradministreret livsvarig livrente. Personen har i 2019 modtaget udbetaling fra en ratepension på i alt 60.000 kr. Ekstrafradraget beregnes således:
 
Indbetaling på pension via arbejdsgiver 108.695 kr.
AM-bidrag, der fratrækkes af pensionsinstituttet, 8 % -8.695 kr.
  100.000 kr.
Skattepligtig pensionsudbetaling -60.000 kr.
Beregningsgrundlag for ekstrafradrag 40.000 kr.
Ekstrafradrag beregnes med 22 % 8.800 kr.
Skatteværdi 26 % ca. 2.300 kr.

 

Beskæftigelsesfradrag – udvidet grundlag og forøget maksimum

På årsopgørelsen beregnes et beskæftigelsesfradrag til lønmodtagere, honorarmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende. Fradraget beregnes i 2018 med 9,5 % af arbejdsindkomsten efter fradrag af pensionsindbetalinger. I 2018 udgør det maksimale beskæftigelsesfradrag 33.300 kr.
 
Fra og med 2018 skal beregningsgrundlaget ikke reduceres med fradragsberettigede pensionsindbetalinger, jf. ovenstående om det nye jobfradrag.
 
Som følge af at grundlaget for beregning af beskæftigelsesfradraget dermed udvides, vil flere personer hurtigere ramme loftet for beregning af beskæftigelsesfradraget. Frem til 2022 forhøjes beskæftigelsesfradraget derfor gradvist til 10,65 % og det maksimale fradrag til 37.400 kr. (2018-niveau).
 

Nedsættelse af bundskatten

Bundskatten er nedsat med 0,02 % fra og med indkomståret 2018, hvilket i 2018 vil sige en nedsættelse fra 11,15 % til 11,13 %.
Martinsen Revision yder rådgivning indenfor bl.a. moms, skatter og regnskab

Vi står klar til at hjælpe dig

Du kan altid kontakte os for at høre mere om skat på arbejdsindkomst og pensionsfradrag.

Ring, skriv eller kig forbi til en snak om revision og rådgivning. Vi er altid klar til en uforpligtende snak.

Kontakt os her

Få nyhederne direkte i din indbakke

Skriver du dig op til vores nyhedsbrev, kvitterer vi med nyeste viden inden for rådgivning og revision

[activecampaign form=1]