Vi sætter særlig fokus på de tilfælde, hvor Skattestyrelsen mener, at indkomsten kan forhøjes, selv om den ordinære frist for ændring er udløbet. Er de afgivne oplysninger af en sådan karakter, at der er handlet groft uagtsomt, og sender Skattestyrelsen en rettidig afgørelse herom, gælder en længere frist.
Kort om fristreglerne
Skattestyrelsen kan normalt foretage ændringer (ordinær ansættelse) af den selvangivne indkomst inden for den såkaldte 3-års frist. Vil Skattestyrelsen forhøje en persons indkomst for indkomståret 2015, skal Skattestyrelsen senest den 1. maj 2019 varsle indkomstforhøjelsen, og endelig kendelse skal afsiges senest den 1. august 2019.
I visse tilfælde er fristen dog to år længere.
Den længere frist gælder for såkaldt kontrollerede transaktioner, eksempelvis en transaktion mellem en aktionær og et selskab, hvor aktionæren har bestemmende indflydelse.
Hvis der derimod er tale om en lønmodtager med enkle økonomiske forhold, skal forslag om forhøjelse af indkomsten sendes senest den 30. juni i det andet kalenderår efter udløbet af indkomståret. Afgørelsen skal herefter træffes senest den 1. oktober i samme år.
Efter udløbet af den ordinære frist, kan Skattestyrelsen foretage en såkaldt ekstraordinær ansættelse, hvis personen har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. En ekstraordinær ansættelse skal varsles af Skattestyrelsen senest seks måneder efter, at Skattestyrelsen er ”kommet til kundskab om det forhold, der begrunder en fravigelse” af den ordinære frist på henholdsvis tre år og fem år.
Simpel og grov uagtsomhed
Skattemæssigt sondrer man mellem simpel uagtsomhed og grov uagtsomhed.
Småfejl kategoriseres som simpel uagtsomhed. Skattestyrelsen kan selvfølgelig inden for de ordinære frister korrigere disse fejl.
Grov uagtsomhed foreligger, når man ved sin selvangivelse laver større sjuskefejl, er skødesløs, eller misforstår regler, man burde kende. Grov uagtsomhed er i skattemæssig sammenhæng en adfærd, der kan beskrives som en særlig bebrejdelsesværdig afvigelse fra normal handlemåde. Man kan også udtrykke det sådan, at man kunne og burde have selvangivet korrekt, men ikke har gjort det.
Det har betydning i to sammenhænge, at man har handlet groft uagtsomt. Dels har Skattestyrelsen i disse tilfælde mulighed for at ændre årsopgørelsen i ugunstig retning op til 10 år tilbage, og dels kan der være mulighed for at gøre et strafansvar gældende, hvis tilfældet er særlig groft.
I første række er det Skattestyrelsen, der tager stilling til, om man har handlet groft uagtsomt, og i sidste ende er det Skatteankenævnene, Landsskatteretten og domstolene, der afgør det. Man skal være opmærksom på, at der for tiden ikke altid skal ret meget til, for at man vil blive anset for at have handlet groft uagtsomt. I de senere år er praksis blevet skærpet.
Hvad taler for simpel uagtsomhed?
Generelt kan man sige, at jo bedre man kan dokumentere, at man efter bedste evne har forsøgt at selvangive korrekt, jo mere taler det for, at den fejl, man har begået, kun kan karakteriseres som simpel uagtsom.
Småfejl kategoriseres som simpel uagtsomhed.
Åbenbare småfejl, regnefejl og andre mindre forglemmelser vil i så fald typisk blive anset for simpelt uagtsomme. Et eksempel kunne være, at man har lagt alle oplysninger korrekt frem for Skattestyrelsen, men ved den talmæssige opgørelse har lavet en mindre fejl.
Det kan også være, at man har flere skattepligtige aktiver af samme slags – eksempelvis fri bil – og får gjort nogle korrekt op, men ikke alle. I det sidste tilfælde har Landsskatteretten i 2016 meget konkret vurderet den pågældende fejl som simpel uagtsom.
Jo mere komplicerede reglerne er på et bestemt område, eller jo mere komplicerede de faktuelle forhold er, jo bredere margen har borgeren typisk, før at en fejl vil blive anset for groft uagtsom. Men det er i sidste ende en konkret vurdering, hvor langt dette princip rækker.
Hvornår har man handlet groft uagtsomt?
For nogle persongrupper er bedømmelsen generelt skærpet.
Grov uagtsomhed foreligger, når man ved sin selvangivelse laver større sjuskefejl, er skødesløs, eller misforstår regler, man burde kende.
Erhvervsdrivende har en pligt til at sætte sig ind i de regler, der gælder for deres erhverv. Det kan eksempelvis være regler om korrekt bogføring eller særlige dokumentations- eller indberetningspligter. Påhviler der en borger særlige pligter, vil det ofte være groft uagtsomtat tilsidesætte dem. Der gælder også en skærpet uagtsomhedsbedømmelse for fagprofessionelle personer eller personer i betroede stillinger med særligt ansvar.
Eksempelvis har Landsskatteretten i 2016 anset en cheftræner på sportens område for at burde have undersøgt skattereglerne vedrørende udbetaling af kørselsgodtgørelse nærmere, end hvad der var tilfældet. Ved at undlade dette, og derved ikke at have selvangivet sin indkomst korrekt, havde træneren handlet groft uagtsomt.
Generelt gælder, at hvis man modtager beløb, som Skattestyrelsen ikke umiddelbart kan se, hvor kommer fra, eksempelvis indkomst fra udlandet, må det tilrådes, at man oprindeligt har udarbejdet dokumentation vedrørende sådanne beløb.
Er der tale om lån, bør der eksempelvis foreligge underskrevne gældsbreve. Hvis Skattestyrelsen konkret i stedet mener, at der foreligger en gave, er der flere eksempler på, at det er blevet anset for groft uagtsomt, at sådanne beløb ikke er selvangivet som gaveindkomst. Generelt er der en tendens til, at fejl og mangler ved dokumentations- og regnskabsmateriale vil blive bedømt som groft uagtsomme fejl.
Hvis man ejer værdipapirer, bør man sætte sig ind i, hvilke regler, der gælder for opgørelse af skattepligtig fortjeneste – både mens man ejer værdipapirerne og ved salg. Utilstrækkelig undersøgelse af reglerne kan også i sådanne situationer indebære, at en forkert selvangivelse vil blive kategoriseret som grov uagtsomhed.
Ny højesteretsdom om grov uagtsomhed
Højesteret har den 26. september 2018 taget stilling til, hvorvidt et ægtepar havde handlet groft uagtsomt ved alene at selvangive til Danmark som begrænset skattepligtig for perioden 2003-2006. I 2007 flyttede familien igen til Danmark.
Østre Landsret havde fastslået, at ægteparrets fulde danske skattepligt ikke var ophørt ved flytningen til Schweiz i 2003, blandt andet henset til, at parret ejede et sommerhus i Danmark, der lovligt måtte anvendes som helårsbolig, der var købt en projektlejlighed i Danmark før fraflytningen, den løbende indkomst udgjorde pensionsudbetalinger fra Danmark, de erhvervsmæssige interesser var ligeledes i Danmark osv.
Men Østre Landsrets flertal fandt ikke, at ægteparret havde handlet groft uagtsomt og udtalte i den forbindelse, at parret havde indrettet sig i overensstemmelse med rådgivning indhentet hos en advokat. Skattestyrelsens forhøjelse af indkomsten for indkomstårene 2003-2006 var derfor sket med urette, da fristen på tre år var overskredet. Der var med andre ord ikke grundlag for en ekstraordinær ansættelse.
Skatteministeriet fik en såkaldt tredjeinstansbevilling, og dommen fra Østre Landsret kunne herefter indbringes for Højesteret. Sagen for Højesteret angik alene spørgsmålet om, hvorvidt ægteparret havde handlet groft uagtsomt med den konsekvens, at betingelsen for en ekstraordinær ansættelse af ægteparrets indkomst for indkomstårene 2003-2006 var opfyldt.
Højesteret var ikke enig med Østre Landsret. Højesteret udtaler, at den omstændighed, at ægteparret havde søgt rådgivning hos en advokat, ikke kunne føre til, at der ikke var handlet groft uagtsomt.
Efter en konkret bedømmelse af, hvad parret selv havde vidst – og efter Højesterets opfattelse burde have vidst – fandt Højesteret, at parret havde handlet groft uagtsomt.
