Højesterets begrundelse og resultat
Højesteret finder ikke, at dykkerne kan anses for at have udført arbejdet som selvstændige erhvervsdrivende for egen regning og risiko, men må anses som lønmodtagere.
Højesteret lægger til grund, at dykkerne får betaling, mens de er ombord på dykkerskibet, selv om de ikke kan udføre opgaver på grund af eksempelvis dårligt vejr eller sygdom, og at de omhandler VAR-erklæringer er en automatisk udstedt erklæring, der (alene) dokumenterer, at dykkerne har registreret sig som selvstændige erhvervsdrivende hos de hollandske myndigheder.
Højesteret henviser i øvrigt til begrundelsen i Østre Landsrets dom (SKM2020.221), hvoraf blandt andet fremgår, at dykkerne ikke har afholdt erhvervsmæssige udgifter, der ligger ud over, hvad der er sædvanligt i lønmodtagerforhold.
Endvidere ligger landsretten vægt på, at dykkernes økonomiske risiko er begrænset, og at SMIT bærer det overordnede økonomiske ansvar ved projektet. Herefter skal Højesteret tage stilling til, om SMIT hæfter for den manglende indeholdelse af AM-bidrag og A-skat. Højesteret udtaler kort og kontant, at SMIT ikke har haft føje til at tro, at der ikke skulle indeholdes AM-bidrag og A-skat, hvorfor de hæfter for disse skatter.
Kommentarer
Den kendsgerning, at en person anses som selvstændigt erhvervsdrivende i sit hjemland, påvirker alt andet lige ikke bedømmelsen/udfaldet, når der skal tages stilling til, om der i Danmark er tale om et ansættelsesforhold eller ej.
Dette har vi også set i adskillige andre sager, hvor der anvendes udenlandsk arbejdskraft.
Med hensyn til hæftelse for ikke indeholdte/afregnede skatter viser praksis også ganske klart, at danske virksomheder som altovervejende hovedregel anses for at udvise såkaldt ‘forsømmelighed’ ved ikke at indeholde A-skat mv. (også i sagerne om arbejdsudleje), og derfor hæfter for den manglende betalte skat.
