Gulpladebiler kan efter både momsregler og skatteregler opdeles i almindelige gulpladebiler og specialindrettede biler.
Forskellen på almindelige gulpladebiler og specialindrettede biler er, at specialindrettede biler ikke er et alternativ til en privat bil, fordi der i realiteten er tale om et rullende værksted. Når en gulpladebil anvendes 100 % erhvervsmæssigt, har virksomheden fuld fradragsret for moms af bilens anskaffelsespris og driftsudgifter, og den medarbejder, der anvender bilen, skal ikke beskattes af fri bil.
Der kan som udgangspunkt ikke køres privat i gulpladebiler, uden at det får moms- og skattemæssige konsekvenser for virksomheden og den medarbejder, som anvender bilen til privat kørsel. For så vidt angår specialindrettede biler, er det dog i et vist omfang muligt at køre privat. Endvidere kan privat kørsel foretages efter køb af et dagsbevis.
Hvilke biler er specialindrettede?
Begrebet ”specialindrettede biler” anvendes både på moms- og skatteområdet, men på momsområdet dog kun for varevogne med en maksimal tilladt totalvægt på 4 ton.
Specialindrettede biler er biler, der almindeligvis er egnede som en privat bil, men som på grund af indretningen mv. ikke er egnet til at træde i stedet for en privat bil. For at en bil kan anses som specialindrettet, skal følgende betingelser altid være opfyldt:
- Bilen egner sig ikke som et alternativ til en privat bil
- Der er et erhvervsmæssigt behov for, at bilen er indrettet på den specielle måde
- Den specialindrettede bil er nødvendig for, at brugeren kan udføre sit arbejde.
Hvilke biler er almindelige gulpladebiler?
En virksomhed, der anvender en almindelig gulpladebil til 100 % erhvervsmæssig kørsel, har fuld fradragsret for moms af bilens anskaffelsespris og driftsudgifter. Samtidig medfører den 100 % erhvervsmæssige kørsel, at der ikke skal ske beskatning af fri bil hos den medarbejder, der anvender bilen.
Privat kørsel har derimod skatte- og momsmæssige konsekvenser samt medfører betaling af privatbenyttelsesafgift.
Begrebet erhvervsmæssig kørsel er ikke fuldstændig identisk på moms- og skatteområdet. For at skabe et overblik over reglerne redegøres der i dette afsnit for, hvad der forstås ved ”erhvervsmæssig kørsel” i relation til henholdsvis moms- og skattereglerne ved anvendelse af almindelige gulpladebiler.
Kørsel mellem hjem og arbejde
Moms
Kørsel mellem hjem og arbejde i en almindelig gulpladebil er som udgangspunkt privat kørsel. Det samme gælder private indkøb, kørsel af børn til skole og fritidsaktiviteter mv., også selv om de private ærinder foretages uden afvigelse fra den erhvervsmæssige kørselsrute. Kørsel mellem hjem og arbejde er dog erhvervsmæssig, hvis kørslen sker:
- Til skiftende arbejdspladser
- I forbindelse med erhvervsmæssig kørsel den efterfølgende dag (25-dages-reglen)
- Ved tilkaldevagt.
Skat
Skattemæssigt er det ligeledes hovedreglen, at kørsel mellem hjem og arbejde i en almindelig gulpladebil er privat kørsel. Kørsel mellem hjem og arbejde er dog erhvervsmæssig, hvis kørslen sker i følgende situationer:
- Til skiftende arbejdspladser, jf. dog 60-dages-reglen
- I forbindelse med erhvervsmæssig kørsel den efterfølgende dag (25-dages-reglen) 6 Biler – Skat og moms 2020
- Ved tilkaldevagt
- Ved kundeopsøgende aktiviteter
- For chauffører.
Vi gør det lettere for dig at forstå de komplicerede regler
Hvordan er reglerne for kørsel mellem hjem og skiftende arbejdspladser? Hvad indeholder 25-dages-reglen? Hvor mange dage må du køre privat i gulpladebiler mod køb af et såkaldt dagsbevis? Hvilke regler gælder for bil med papegøjeplader?
Find svarene og få overblik over reglerne for gulpladebiler – almindelige gulpladebiler eller specialindrettede biler i vores publikation Biler – skat og moms 2020.