Udenlandske aktiver og ejendomme mm.

Mange glemmer at oplyse om deres udenlandske ejendomme og andre udenlandske aktiver i årsopgørelsen.

Grunden til, at dette skal oplyses er, at vi anvender globalindkomstprincippet. Det betyder, at al indkomst beskattes, uanset hvor den stammer fra i Danmark. Du skal dermed også betale ejendomsværdiskat af udenlandske ejendomme, som ikke er lejet ud hele året, og som dermed står til ejerens rådighed.

 

Serviceudgifter

Mange glemmer også at oplyse om fradragsberettigede serviceudgifter.

Servicefradraget er det fradrag, som inden for visse rammer giver private ret til skattefradrag for udgifter til rengøringshjælp, vinduespudsning, børnepasning og havearbejde.

Fradraget udgør 11.900 i 2024. Ægtefæller og samlevende har hvert sit fradrag. Et par vil dermed kunne fradrage næsten 2.000 kr. om måneden på hjælp i hjemmet og i et eventuelt sommerhus.

Der kan foretages fradrag for følgende:

  • Udgifter til rengøring, herunder vask og strygning af tøj, støvsugning og vask af gulve samt rensning af tæpper, persienner og gardiner, når dette sker i hjemmet.
  • Udgifter til vinduespudsning både inde og ude.
  • Udgifter til børnepasning, herunder hjælp til at hente børn fra eller transportere børn til daginstitutioner og fritidsaktiviteter, men kun hvis børnepasseren er fyldt 18 år ved årets udgang. Udgifter til lektiehjælp – som ikke sker i forbindelse med pasning – er ikke fradragsberettiget.
  • Udgifter til almindeligt havearbejde, herunder lugning, græsslåning og beskæring af buske og træer. Der kan ikke foretages fradrag for udgifter til træfældning eller til rensning af tag og tagrender og heller ikke til anlæggelse af ny græsplæne eller terrasse.

Der kan ikke foretages fradrag for udgifter til hjælp i sommerhuset, hvis dette i løbet af året har været udlejet.

Det gælder, uanset at arbejdet er udført i perioder, hvor du selv har brugt det. For sommerhuse i udlandet, der ikke har været udlejet, kan der som udgangspunkt foretages fradrag efter samme regler som for sommerhuse i Danmark.

 

Låneomkostninger

Du skal selv huske fradraget for udgifter til garantiprovision mm., betalt i forbindelse med belåning af fast ejendom, og som ikke bliver automatisk indberettet.

Du kan trække stiftelsesprovisioner og engangsydelser i forbindelse med optagelse af lån fra, hvis lånets løbetid ifølge låneaftalen er under 2 år.

 

Aktier og investeringsbeviser

Fortjeneste og tab ved salg af aktier, aktiebaserede investeringsbeviser eller obligationsbaserede investeringsbeviser kan også være fejlbehæftede, selvom danske pengeinstitutter løbende indberetter handlerne.

Fejlene opstår fx, hvis Skats register ikke er blevet opdateret med de oprindelige anskaffelser fra tiden, før indberetningsreglerne blev indført i 2010, eller hvis værdipapirerne ligger i et udenlandsk depot.

 

Befordring

Har du længere end 12 km til arbejde, kan du opnå kørselsfradrag, uanset om man tager offentlig transport, kører selv eller cykler. Husk, at du kun kan få fradrag for de dage, hvor du fysisk er på arbejde.

 

Småfornødenheder

Ikke mange kender dette fradrag, men rejser du som led i dit arbejde, kan du fradrage såkaldte småfornødenheder. Det kan være en kop kaffe, en avis eller en busbillet.

Du kan uden dokumentation fradrage op til 143,50 kr. pr. døgn i 2024. Det gælder også, selvom du har fri kost på rejsen, eller arbejdsgiver betaler for mad og drikke efter regning, men ikke hvis du får skattefri rejsegodtgørelse efter statens takster. Du anses først for at have været ”på rejse”, når du har overnattet og været afsted i mindst 24 timer.

 

Velgørenhed

Har du givet penge til et velgørende formål, som er godkendt af Skattestyrelsen, kan du få fradrag for sine indbetalinger.

Ofte indberetter den velgørende organisation selv dit bidrag, men du bør kontrollere, om beløbet er med på årsopgørelsen. Du kan opnå fradrag på op til 18.300 kr. for velgørenhed for 2024.

 

Ratepensionen

Der er fradrag for indbetaling på ratepensioner, men kun for den del, som kan indeholdes i maksimumindbetalingen. I 2024 var loftet på indbetaling til ratepension på 63.100 kr.

Har du indbetalt mere end det, opnår du ikke fradrag for beløb over 63.100 kr. Og ikke nok med det, for den dag du starter udbetaling, kommer du til at betale skat af beløbet.

Hvis du har indbetalt for meget på sin ratepension, kan du se det på første side af årsopgørelsen. Du skal kontakte banken eller pensionsselskabet for at få dem til at overføre beløbet til en livsvarig pension og på den måde opnå fradrag – eller få beløbet udbetalt, inden pensionen starter udbetaling.

Også indbetaling på aldersopsparing kan give en ekstraregning, hvis man indbetaler for meget. Her er det en afgift, du bliver pålagt. Du kan kun få nedbragt afgiften ved at overføre beløbet til en ratepension eller en livsvarig livrente i skatteåret efter indbetalingen, så det er vigtigt at gøre det nu.

 

Læs mere om pensionsordningerne

Du kan i øvrigt læse mere omkring pensionsordningerne i artiklerne:

Sådan opnår du fradrag for alle dine pensionsindbetalinger

Går du glip af skjulte fradrag for pensionsindbetalinger?

 

Lempelse for udenlandske skatter

Har du indkomst fra eller ejendomme i udlandet, hvor der er betalt skat til den udenlandske myndighed, skal du selv huske at gøre brug af muligheden for at opnå lempelse for disse indkomstskatter og ejendomsværdiskatter i den danske årsopgørelse. Der kan være stor forskel på beregningen af lempelsen, og det er derfor vigtigt at vælge det korrekte land og den korrekte type indkomst- eller formueskat (ejendomsværdilignende skat) mm., når du indberetter beløbene i TastSelv.

Tilsvarende bør personer, som bor i udlandet, og som modtager pensioner og anden indkomst, hvor der er trukket kildeskat i Danmark, sikre sig, at selvangivelsen for begrænset skattepligtige er korrekt. I nogle situationer har Danmark nemlig ikke retten til at beskatte indkomsten efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten med det pågældende land, og i andre tilfælde kan kildeskatten være trukket med et for højt beløb.

Fra 1. januar 2024 har Danmark igen en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Frankrig, og her er lempelsesmetoden for udvalgte pensioner meget speciel. Danmark kan nemlig kildebeskatte pensionsindkomsten, men skal give et forholdsmæssigt nedslag i skatten, dog højst den franske skat af pensionen. Normalt er det bopælslandet, som giver nedslag.

Bemærk, at personer, som var bosiddende i Frankrig 28. november 2007 og modtog pension fra Danmark 31. januar 2008, fortsat er omfattet af den tidligere dobbeltbeskatningsaftale, og derfor, så længe personen fortsat er bosiddende i Frankrig, alene kan beskattes i Frankrig.

 

Frister for rettelser til årsopgørelsen

For personer med enkle indkomstforhold, og som modtager en årsopgørelse, er fristen for at rette i informationerne for 2024 1. maj 2025.

Hvis du ikke når at oplyse beløb eller rette årsopgørelsen senest 1. maj, er det ikke for sent at gøre det. Er der fejl i et fradrag eller en indkomst mm., kan man i TastSelv rette i sine årsopgørelser for tidligere år i op til 3 år og 4 måneder efter indkomstårets udløb. Den 1. maj 2025 er således sidste frist for at rette i tallene for 2021.

Hvis du driver selvstændig virksomhed, er oplysningsfristen 1. juli. Denne frist gælder også, hvis du:

  • har udenlandsk indkomst eller ejendom
  • har udlejet en bolig, som man ikke selv bor i
  • er kunstner og omfattet af indkomstudligningsordningen
  • har forskudt indkomstår
  • ejer anparter, som ikke er omfattet af anpartsreglerne.

Disse personer får først årsopgørelsen, når de har opdateret og godkendt det såkaldte oplysningsskema (tidligere benævnt selvangivelse).

Når du har rettet i eller oplyst sin indkomst mm. og godkendt oplysningerne, kan du normalt se en ny årsopgørelse med det samme.

 

Restskat

Hvis du betaler din restskat i perioden 1. januar til 1. juli 2025, betaler du en dag til dag rente på 5,3% p.a. regnet fra 1. januar til og med betalingsdagen. Det er derfor normalt en god ide at betale restskatten så tidligt som muligt, hvis du kan skønne beløbet på forhånd, og du behøver ikke vente, til årsopgørelsen er kommet.

Betaler du ikke senest 1. juli 2025, er renten ikke længere 5,3% p.a. Du bliver i stedet pålagt et fast procenttillæg på 7,3%.

Restskat over 23.100 kr. inklusive rentetillæg mm. bliver opkrævet i op til 3 rater i løbet af august, september og oktober 2025. Du får besked i Digital Post umiddelbart før, du skal betale en rate. Restskat op til og med 23.100 kr. bliver indregnet i forskudsskatten for 2026.

I TastSelv på Skattestyrelsens hjemmeside er det nemt at betale, idet der er flere valgmuligheder for betalingsmetode, blandt andet Dankort.

 

Overskydende skat

Hvis der ikke er ændringer til den automatisk genererede årsopgørelse, udbetaler Skattestyrelsen den overskydende skat til NemKontoen. I nogle tilfælde tager det lang tid. Det er fx ved større overskydende skat, eller hvis du har gæld til det offentlige, som skal modregnes. For at sikre, at du ikke kommer til at vente længe på sin overskydende skat, kan det derfor være nyttigt at sikre sig, at husstanden ikke har gæld til det offentlige.

Procentgodtgørelsen af din overskydende skat udgør 0,6%.

 

Kilde: Facit, marts 2025

Vi står klar til at hjælpe dig

Send os en mail eller giv os et kald til en snak om dine fradrag eller et overblik over din årsopgørelse for 2024.

Kontakt os her