Hovedaktionæren drev VVS-virksomhed i selskabsregi.
I den omhandlede Toyota Hilux var der i kabinen bag passagersædet en reol til værktøj, som var fastmonteret i bilens bund samt en mindre reol, der var monteret bag førersædet. Lastrummet i øvrigt var uden specialindretninger, da det blev anvendt til transport af større arbejdsredskaber, reservedele mv.
SKAT var af den opfattelse, at bilen ikke kunne anses for omfattet af reglerne om specialindrettede biler og lagde vægt på følgende:
- Bilen er som udgangspunkt velegnet til privat brug
- Bilen er ikke ved indretningen blevet uegnet til privat brug
- Værktøj mv. kan tages ud af bilen, hvis der er behov herfor
- Bilen er ikke tilsmudset eller med lugtgener, der gør den uegnet til privat brug
- Bilen var ikke påtrykt logo/firmanavn.
Sagen blev anset for principiel og blev derfor henvist fra byretten til Østre Landsret. Landsretten var enig med SKAT i, at bilen ikke skattemæssigt kunne anses for specialindrettet, og hovedaktionæren, der havde haft rådighed over bilen, skulle derfor beskattes efter de almindelige regler om fri bil.
Sagen endte i Højesteret, som imidlertid kom til samme resultat som Østre Landsret. Såvel landsrettens som Højesterets begrundelse for, at der ikke var tale om en bil, der skattemæssigt kunne anses for specialindrettet, var som følger.
Den omhandlede Toyota Hilux er større end en normal personbil. Den er ikke luksuspræget, og der er tale om en bil, som i første række er designet til at blive benyttet til andre og mere krævende opgavetyper end blot personbefordring. En Toyota Hilux adskiller sig imidlertid ikke som biltype fra normale personbiler på en så afgørende måde, at den allerede før eventuelle specialindretninger kan anses for uegnet til at blive anvendt som normal bil.
Det er ubestridt, at Toyotaen var indrettet på en måde, der var hensigtsmæssig for, at hovedaktionæren kunne udføre sine arbejdsopgaver for VVS-selskabet.
Den foretagne arbejdsmæssige indretning af bilen betød imidlertid ikke, at Toyotaen ophørte med at være et egnet alternativ til en privat bil. Det forhold, at der var et erhvervsmæssigt behov for, at en stor del af bilen var uden reoler, således at der kunne transporteres større arbejdsredskaber, reservedele, grussække mv., betød ikke, at bilen kunne anses for specialindrettet i skattemæssig henseende. Bilen fremtrådte i øvrigt ikke tilsmudset og lugtende, sideruderne var ikke tildækket, og bilen var ikke forsynet med firmalogo eller lignende.
Højesteretsdom af 13. april 2018.
Kommentarer
Bilen var indregistreret til blandet privat og erhvervsmæssig anvendelse, og der var derfor betalt privatbenyttelsesafgift. Dette har i adskillige domme været en hæmsko, når domstolene skulle overbevises om, at en bil ikke var til rådighed for typisk en hovedaktionær og ikke mindst i de sager, hvor der har været tale om luksusprægede biler.
I dommens begrundelse er intet anført om, at bilen var indregistreret til privat og erhvervsmæssig anvendelse, hvilket kan skyldes, at parterne var enige om, at der skulle ske beskatning af fri bil, hvis bilen ikke i skattemæssig henseende kunne anses for specialindrettet.
Landsretten og en enig Højesteret indleder med at sige, at bilen er egnet til privat kørsel. Spørgsmålet er herefter ”kun”, om den erhvervsmæssigt begrundede specialindretning gør bilen uegnet til privat anvendelse. Dette var efter Højesterets opfattelse ikke tilfældet.
Ved vurderingen af, om et køretøj er egnet som privat bil, sondres mellem specialkøretøjer og specialindrettede biler. Specialkøretøjer er brandbiler, kranvogne, tankbiler og lignende. Her er der næppe afgørelser, hvor der er statueret beskatning af fri bil.
Det er de specialindrettede biler, der giver hovedbrud hos mange – er specialindretningen tilstrækkelig? Er dette tilfældet, er det muligt at bruge denne bil til kørsel mellem hjem og arbejde, uden at der skal ske beskatning af fri bil, ligesom svinkeærinder i mindre omfang er tilladt.
I ovenstående sag for Højesteret var der installeret en barnestol, og hovedaktionæren forklarede, at børnehaven var beliggende på strækningen mellem virksomheden og bopælen, hvorfor han somme tider afleverede eller hentede datteren. En sådan kørsel udløser ikke beskatning af fri bil, hvis bilen skattemæssigt kan anses for specialindrettet.
Højesteretsdommen betyder, at det skal overvejes en ekstra gang, om en bil kan anses for specialindrettet, hvis der ikke er tale om en kassevogn, der anvendes af en maler, murer eller måske en fiskemand. Anvendelsesområdet for specialindrettede biler er måske blevet skærpet med denne højesteretsdom. I øvrigt skal man ikke indregistrere en bil til privat og erhvervsmæssig anvendelse, hvis bilen kun skal anvendes erhvervsmæssigt. En barnestol eller afhentning af pizza, som var tilfældet i sagen for Højesteret, fremmer heller ikke forståelsen hos SKAT.
