Martinsen har indgået et guldsponsorat for at bakke op om det arbejde, som Team Rynkebys 2.100 ryttere og 500 hjælpere fra Danmark, Sverige, Norge, Finland, Færøerne og Island gør for børn med kritiske sygdomme.

Alle penge, som Team Rynkeby indsamler i Danmark i forbindelse med cykelturen til Paris, går ubeskåret til bl.a. Børnecancerfonden.

 

Martinsen donerer ikke kun penge på en konto

– Børnekræft og andre kritiske sygdomme er alvorlige sygdomme, som ikke er for børn. Sygdomme som vi til stadighed skal forsøge at bekæmpe. Og her kan videnskaben gøre en kæmpe forskel. Med en målrettet forskningsindsats i børnekræft kan videnskaben udvikle bedre og mere skånsomme behandlingsformer, så børnene ikke alene overlever. Men også kan leve et normalt liv efter deres sygdom, siger Erling Brødbæk, statsautoriseret revisor hos Martinsen.

– Derfor ønsker vi hos Martinsen at støtte – ikke blot ved at donere penge på en konto, men ved at vi aktivt tager del i synligheden omkring velgørenhedsprojektet, fortsætter Erling Brødbæk.

Personlig udfordring efter 21 maratonløb

Erling Brødbæk er rytter på holdet i år. Han nåede i 2018 et personligt mål med 21 marathonløb med bl.a. de 6 store inden for marathon i Tokyo, Berlin, London, Chicago, Boston og New York City, og blev opfordret til at deltage.

– Jeg har aldrig cyklet før. Så vinteren er gået med spinning 2-3 gange om ugen, længere cykelture på landevejene fra det tidlige forår. Og her for nyligt en tur på 350 kilometer til Ringkøbing som sidste opvarmning. Det har været en krævende forberedelse.

Men det gode formål, det gode humør og et fantastisk sammenhold på holdet sammen med at få udbygget mit professionelle netværk har været yderst givtigt. Og det opvejer de mørke morgen- og aftentimer på spinningcyklen, slutter Erling Brødbæk.

345 mio. kr. til syge børn

Det er 18. gang, at Team Rynkeby cykler til Paris til fordel for kritisk syge børn.

Første gang var i 2002, hvor 11 motionscykelryttere blev samlet om det gode formål.

Team Rynkeby blev ikke stiftet som et velgørenhedsprojekt, men da rytterne vendte hjem fra den første tur, havde de 38.000 kroner i overskud, og dem besluttede de sig for at donere til børnekræftafdelingen på Odense Universitetshospital.

Det blev starten på det velgørenhedsprojekt, som eksisterer i dag, hvor antallet af deltagere støt vokser år for år.

Se video fra besøget

I dag er Team Rynkebys cykeltur til Paris en af de største og mest synlige motions- og velgørenhedsbegivenheder i Norden.

– Deltagerne på Team Rynkeby dækker selv de omkostninger, de har i forbindelse med turen til Paris. Og da Rynkeby Foods og God Morgen dækker alle administrative omkostninger i Team Rynkeby Fonden, så kan vi sende alle indsamlede penge ubeskåret videre til de organisationer, som vi samarbejder med i de seks lande, vi opererer i, fortæller Carl Erik Dalbøge, direktør i Team Rynkeby Fonden.

Størstedelen af de indsamlede penge bruges til at finansiere forskning, mens en mindre del bruges på oplysning samt direkte støtte til de ramte børn og deres familier.

 

Vi ønsker at støtte velgørenhedsprojektet hos Martinsen. Ikke blot ved at donere penge på en konto, men ved at vi aktivt tager del i synligheden omkring velgørenhedsprojektet.

– Erling Brødbæk, statsautoriseret revisor hos Martinsen

 

Hos Martinsen sender vi masser af rygvind, ønsker alle ryttere en rigtig god tour og håber, at deres beundringsværdige indsats gør en stor forskel for de syge børn og deres familier.

Hvem er Team Rynkeby?

Hen over årene har Team Rynkeby indsamlet knap 345 millioner kroner til børn med kritisk sygdom.

Alene i 2018 donerede velgørenhedscykelholdet 70,3 millioner kroner til kritisk syge børn i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Færøerne og Island – heraf gik de 29,4 millioner kroner til Børnecancerfonden og Børnelungefonden i Danmark.

Den ugelange velgørenhedstour samler penge ind til børn med kritiske sygdomme, og slutter når holdet sammen med 53 andre hold fra 7 lande ankommer til den franske hovedstad den 6. juli 2019.

Læs om Team Rynkeby