Hvor er det skattemæssige hjemsted, når du arbejder i et land og bor i et andet?

Hvis der er indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem to lande, løses problematikken om dobbeltdomicil ved hjælp af overenskomsten. Det er ikke altid så nemt, som det måske umiddelbart kan lyde til.

Hvad betyder dobbeltdomicil?

En person er dobbeltdomicileret, når han er skattepligtig til to lande på grund af bopæl der. Der er tale om fuld skattepligt til to lande i modsætning til, hvor en person alene er begrænset skattepligtig som følge af en indkomstkilde i et andet land end bopælslandet. Vælger en person, der er bosat i Danmark, at arbejde i eksempelvis Tyskland, hvor han anskaffer sig en bolig, vil der foreligge dobbeltdomicil, når:

• Han fortsat har en helårsbolig til rådighed i Danmark og derfor er fuld skattepligtig grundet de interne danske skatteregler, og
• Tyskland efter interne tyske skatteregler gør krav på fuld tysk skattepligt.

Den skattemæssige håndtering af fuld skattepligt til to lande afhænger af, om Danmark har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med det andet land.

Ingen dobbeltbeskatningsoverenskomst

Personer, der er fuld skattepligtige til Danmark, skal beskattes af deres globalindkomst. Bliver personen tillige fuld skattepligtig til et andet land, som Danmark ikke har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med, skal personens globalindkomst fortsat beskattes i Danmark, og en dobbeltbeskatning af indkomsten må søges løst ved hjælp af interne lempelsesregler.

Hvordan løses en konflikt om dobbeltdomicil?

En person, der fortsat er omfattet af fuld dansk skattepligt efter interne danske regler, og som bliver fuld skattepligtig til et land, som Danmark har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med, skal overfor de danske skattemyndigheder godtgøre, at der er indtrådt fuld skattepligt mv. til det pågældende land.

Blanket (02.034A) skal underskrives og stemples af den udenlandske skattemyndighed. Først når denne blanket foreligger, vil Skattestyrelsen tage stilling til, hvor det skattemæssige domicil efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten er.

Når de to lande, der gør krav på personens fulde skattepligt, har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst, løses konflikten ved hjælp af den artikel i overenskomsten, der omhandler skattemæssigt hjemsted. Artiklen om skattemæssigt hjemsted udpeger efter nærmere fastsatte kriterier personens domicilland, og det andet land får så status som kildeland.

#1 – Fast bolig

En dobbeltdomicileret person er som udgangspunkt skattemæssigt hjemmehørende i det land, hvor han har fast bolig til rådighed.

Vælger en person at udleje den danske helårsbolig for en periode på to år, er han normalt fortsat fuld skattepligtig til Danmark efter interne danske regler. Hvis han også er fuld skattepligtig til eksempelvis Italien, hvor han har bosat sig i en lejet helårsbolig, er Italien domicilland. Det skyldes, at boligen i Danmark er udlejet, og dermed er den ikke til rådighed.

Valgte samme person i stedet ikke at udleje den danske helårsbolig, skal man forsøge at afgøre det skattemæssige hjemsted ud fra centrum for livsinteresser.

#2 – Centrum for livsinteresser

Ved fastlæggelsen af centrum for livsinteresser inddrages personens personlige og økonomiske forbindelser. Der skal ved denne bedømmelse tages hensyn til familie og sociale forhold, personens beskæftigelse osv. Af kommentarerne til artikel 4 i OECD’s modelkonvention fremgår, at omstændighederne skal bedømmes som et hele, men det er ikke desto mindre åbenbart, at overvejelser med udgangspunkt i den fysiske persons egne handlinger skal ofres særlig opmærksomhed.

Endvidere er det anført, at hvis en person, som har en bolig i X-land, etablerer en bolig i Y-land og bibeholder boligen i X-land, kan det faktum, at han bibeholder boligen i X-land, hvor han altid har boet, hvor han har arbejdet, og hvor han har sin familie og ejendele, bidrage til at vise, at han har bevaret centrum for sine livsinteresser i X-land.

Eksempel

En afgørelse fra Skatterådet i 2019 tog stilling til dobbeltdomicil i en sådan situation. Sagen for Skatterådet omhandlede en polsk statsborger, der det meste af sit liv havde boet i Polen, hvor han fortsat boede sammen med sin ægtefælle. Han havde fået ansættelse i et dansk selskab, der ejede en række datterselskaber. Den danske arbejdsgiver stillede en lejet bolig til rådighed. På grund af denne bolig og den erhvervsmæssige beskæftigelse i Danmark ville personen blive omfattet af fuld dansk skattepligt efter de interne danske regler.

Personen ville under ansættelsen hos den danske arbejdsgiver fortsat være fuld skattepligtig til Polen. Om de personlige og økonomiske interesser i Polen var oplyst følgende:

• Ægteparret havde for nylig renoveret deres polske bolig, som hustruen blev boende i under hans ansættelse hos den danske arbejdsgiver, ligesom han i vidt omfang ville anvende boligen i forbindelse med ferier mv. i Polen.
• Ægteparret havde to børn, der begge var flyttet hjemmefra, men bosat i Polen.
• Mandens forældre boede i Polen, ligesom øvrige familiære og personlige relationer var i Polen.
• Manden havde væsentlige polske investeringer, polsk pensionsordning og diverse polske konti.

I øvrigt var det oplyst, at mandens forventede antal opholdsdage i Polen ville udgøre 140 dage om året, heraf 10-15 arbejdsdage. Om de personlige og økonomiske interesser i Danmark var oplyst følgende:

• En af arbejdsgiver lejet bolig.
• Dansk arbejdsgiver med 70-80 arbejdsdage i Danmark om året og rejse-/arbejdsdage i andre lande 130-145 dage om året.
• En dansk lønkonto.
• Ingen familie, personlige venner eller lignende i Danmark.

Indledningsvis henviser Skatterådet til kommentarerne til artikel i 4 i OECD’s modelkonvention om bevarelse af bolig mv. i det oprindelige hjemland. Skatterådet udtalte, at mandens personlige interesser var i Polen, mens de økonomiske interesser var såvel i Polen som i Danmark (dansk arbejdsgiver).

Konklusionen var, at Polen var domicilland, og Danmark dermed fik status som kildeland. Selv efter en grundig vægtning af alle tænkelige tilknytningsmomenter til to lande, er det ikke altid, at det med fornøden sikkerhed kan afgøres, i hvilket land en persons centrum for livsinteresser er. I så fald er det nødvendigt at inddrage det næste domicilkriterium om sædvanligt ophold.

#3 – Sædvanligt ophold

Anvendelsen af dette kriterium kan ikke afgøres alene ved at tælle, i hvilket af de to lande personen har tilbragt flest dage i en given periode. Begrebet ”sædvanligt ophold” er bredere og henviser til hyppigheden, varigheden og regelmæssigheden af ophold, som udgør en del af en persons fastlagte livsvaner og dermed ikke blot er forbigående.

Hverken artiklen i OECD’s modelkonvention eller kommentarerne hertil præciserer varigheden af den periode, der skal danne grundlag for at fastslå, hvor en person sædvanligvis opholder sig. Vurderingen skal dække en tilstrækkelig lang periode til, at det er muligt at bedømme opholdenes frekvens, varighed og regelmæssighed som en del af personens fastlagte livsvaner.

Dansk praksis har hidtil været, at der stort set blot er sket optælling af dage over en længere periode. Men med kommentarerne til modelkonventionen fra 2017 må det forventes, at der sker en ændring af praksis.

I 2019 har Skatterådet dog afgivet et bindende svar, hvor man kort konkluderer, at da personen forventede at opholde sig i Danmark 240 dage om året, var Danmark det skattemæssige hjemsted.

Skatterådet har i et andet bindende svar fra 2019 dog tilsyneladende bevæget sig i den rigtige retning. Her var der tale om en person, der var bosat i Holland sammen med familien, og som havde fået ansættelse i en dansk virksomhed. Faktum om ”fordelingen” af personlige og økonomiske interesser mellem Danmark og Holland minder utrolig meget om den omtalte sag, hvor en person bosat i Polen fik arbejde i Danmark.

Skatterådet mente dog ikke, at kriteriet centrum for livsinteresser var anvendelig, hvorfor næste kriterium om sædvanligt ophold blev inddraget. Antal forventede opholdsdage i Danmark ville årligt udgøre 147-180, mens antal dage i Holland forventedes at udgøre 130-150 årligt. Skatterådet udtalte, at efter det oplyste om personens opholdsmønster kunne det ikke med sikkerhed fastslås, hvor personen havde sædvanligt ophold. Derfor blev det næste kriterium bragt på banen, nemlig statsborgerskab. Da han kun var statsborger i Holland, blev Holland udpeget som domicilland.

#4 – Statsborgerskab

Når man til dette kriterium for at afgøre en sag om dobbeltdomicil, vil sagen som oftest være løst. Måtte der være tale om dobbelt statsborgerskab eller ingen statsborgerskab i nogen af de to lande, må konflikten løses ved gensidig aftale mellem de to lande.

Når en person er fuld skattepligtig til to lande, og der er en dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem de to lande, der kan anvendes til afgørelse af det skattemæssige hjemsted (domicillandet), er det hermed også afgjort, hvilket af de to lande, der må beskatte personens globalindkomst.

Det andet land får status som kildeland og må kun beskatte indkomst af kilder der, og det er endvidere et krav, at landet er tillagt beskatningsretten til indkomsten efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten.

Domicilandet er forpligtet til at give lempelse i skatten for indkomst, som kildelandet er tillagt beskatningsretten til. I de fleste danske dobbeltbeskatningsoverenskomster er lempelsesmetoden credit. Det betyder, at den danske skat maksimalt kan nedsættes med den i udlandet betalte skat.

Er den lempelsesberettigede indkomst løn, kan personen dog vælge at få eksemptionlempelse efter ligningslovens § 33 A, når en række betingelser er opfyldt. Eksemption-lempelse betyder, at der reelt ikke skal betales dansk skat af lønnen, men lønnen skal dog fortsat selvangives i Danmark.

Exitbeskatning ved domicilskifte

En person, der hidtil har været fuld skattepligtig til Danmark og skattemæssigt hjemmehørende her, skal exitbeskattes af aktier mv., når der sker skift af skattemæssigt hjemsted til et land, som Danmark har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med. Reglerne er de samme, som hvis den fulde danske skattepligt var ophørt.